23948sdkhjf

En MEGA italiener & et generationsskifte i Sdr. Felding

Hos MEGA Overflade-Teknik i Sdr. Felding har man i de seneste par måneder haft en italiensk rejsemontør på lønningslisten, men nu lakker hans ophold i Danmark mod enden, da virksomhedens nye produktionslinie, direkte importeret fra Italien, står klar til brug.
Den 15 år gamle virksomhed MEGA Overflade-Teknik i Sdr. Felding, der behandler alt indenfor træ, metal og plastik til bygge- og trævareindustrien, har netop investeret i en italiener.

En maskine - der kan overfladebehandle alle emner i én arbejdsgang, og som vil femdoble MEGA Overflade-Tekniks produktionskapacitet.

Makor - bare billigere og bedre
Maskinen fra italienske Makor er ikke meget anderledes end så mange andre, bortset fra at den overfladebehandler alle emner i én arbejdsgang og femdobler produktionskapaciteten i forhold til MEGA Overflade-Tekniks nuværende anlæg. Med én arbejdsgang menes, at maskinen spartler, grunder, giver op til tre gange maling, tørrer, nedkøler og stabler emnerne.

At valget faldt på en italiener er ikke helt tilfældigt.

- De italienske maskiner er sammenlignet med så mange andre, og nu nævner jeg ingen navne, både billigere og bedre, fortæller Henrik Sørensen til Industri Supply, og fortsætter:

- Desuden er den langt mere effektiv end vi hidtil har set.

Med maskinen bliver både arbejdsgang og arbejdsmiljø forbedret. Virksomhedens nylige ISO-certificering har i høj grad været med til at bestemme valget af maskine.

Vandbaserede lakker & ISO 14001
Det nye anlæg anvender vandbaserede lakker, hvilket både er sundere for miljøet og de medarbejdere, der skal betjene maskinen. Og med en ISO 14001-certificering er det vigtigt for virksomheden at overholde de mange krav en certificering indebærer.

- Vi har brugt mange penge på en certificering, fortæller Henrik Sørensen, der hver måned får besøg af en kemiingeniør fra Force Technology, der skal sikre at al arbejde sker i overensstemmelse med gældende krav. Og indtil videre er virksomheden bestået med glans.

Generationsskifte
MEGA Overflade-Teknik er midt i et generationsskifte.

Tidligere var det farmand H.P Sørensen og dennes fætter H. J. Nielsen, der stod i spidsen for firmaet. Sidste sommer opkøbte Henrik Sørensen 1/3 af virksomheden og meningen er, at han en skønne dag skal overtage forretningen fuldstændigt, hvis altså H.P Sørensen kan slippe tøjlerne.

Indtil videre driver de to dog virksomheden sammen, og hvornår generationsskiftet er endeligt gennemført er uvist.

Læs mere på www.mot.as


Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078