23948sdkhjf

Entreprenører går ikke i Skanskas fodspor

Selvom både MT Højgaard og NCC har haft en række skuffende år med manglende økonomisk gevinst i Danmark, afviser begge virksomheder, at de er på vej i samme retning som Skanska.
Skanska annoncerede tirsdag, at antallet af ansatte i koncernen skulle reduceres med 500. Det har fået rygterne til at svirre om, hvorvidt de to byggegiganter NCC og MT Højgaard skulle være på vej i samme retning, skriver dagbladet Børsen.

De rygter dementeres blandt andet af MT Højgaards koncernchef Kristian May.

- Vi har ikke tilsvarende overvejelser. Vi forfølger en strategi om lønsom vækst og forventer et noget pænere resultat i år end sidste år. Vi har ingen planer om reduktioner a la det som vores konkurrenter gennemfører, siger han til dagbladet.

Heller ikke hos NCC er der planer om at tage lige så skrappe midler i brug som Skanska. Torben Bilmann, adm. direktør i koncernen, understreger, at man følger strategien om løbende at tilpasse sig markedet og være effektiv til det, man laver, og ikke altid gå efter den billigste pris.

Begge virksomheder satser stadig på at være landsdækkende, regionale og lokale i modsætning til Skanskas nye strategi, der overvejende fokuseres mod hovedstadsområdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11