Den nye forældelseslov samt lov om byggeskadeforsikring er netop vedtaget. Dansk Byggeri kommenterer her på begge love.
Ny forældelseslovDen 1. juni 2007 vedtog Folketinget en ny forældelseslov, der træder i kraft d. 1. januar 2008. Loven erstatter bl.a. Danske Lovs 20 års forældelse med 10 år. I byggeriet er forældelse af mangelsansvar i udstrakt grad reguleret ved aftale (standardaftalerne AB92, ABT93 og Forbrugeraftalen).
Efter den ny forældelseslov vil der ikke kunne aftales 5 års ansvar med forbrugere. Ansvarsperioden i forhold til forbrugere er således 10 år.
- For en meget stor del af byggeriet, nemlig den del, hvor kunden ikke er forbruger, vil ansvarsperioden fortsat være 5 år.
- Det er i øvrigt erfaringen, at af de mangler fra udførelsen, der først viser sig efter byggeriets aflevering, vil langt de fleste vise sig i de allerførste år, og der vil kun være meget få, der først bliver synlige efter 5 år.
Ny lov om obligatorisk byggeskadeforsikring netop vedtagetDen 1. juni 2007 vedtog Folketinget en lov om obligatorisk byggeskadeforsikring. Loven træder i kraft d. 1. april 2008.
Byggeskadeforsikringen skal tegnes af professionelle, der opfører nye private boliger og skal dække væsentlige byggeskader i en 10 års periode.
Ud over at dække byggeskader, søges med andre tiltag antallet af fejl i byggeriet nedbragt på sigt. Disse tiltag skal også betales over forsikringspræmien.
- Forsikringen er god for den forbruger, der som lejer/ejer er så uheldig at få brug for den.
- Selv om forsikringspræmien betales af den professionelle, vil udgiften hertil som alle andre byggeomkostninger blive betalt af forbrugerne i sidste ende.
- De langsigtede formål, der forfølges i loven – ud over forsikringsdækningen af forbrugeren – gør ordningen omstændelig og kunne indebære, at den bliver unødig dyr for forbrugeren.