23948sdkhjf

Lærlinge føler, de spilder tiden på skolebænken

Der er for meget spildtid i undervisningen på erhvervsskolerne, lyder kritikken fra lærlingene. Til gengæld er skolerne blevet mere åbne overfor initiativer og forslag til forbedringer i løbet af det seneste år
Erhvervsskolerne og Ennova har netop gennemført den årlige undersøgelse af lærlingenes tilfredshed med bygge- og anlægsuddannelserne. Undersøgelsen er lavet for Dansk Byggeri, 3F samt TIB og viser, at 4 ud af 10 lærlinge enten er meget utilfredse eller utilfredse med deres skole.

For meget spildtid i undervisningen er årsag til den hårdeste kritik.

- Mindre spildtid i undervisningen bør være et af erhvervsskolernes vigtigste indsatsområder i det kommende år. Hvis lærlingene oplever, de spilder tiden på skolebænken, skal det tages alvorligt. Både uddannelsernes kvalitet og erhvervsskolernes image afhænger af, at lærlingene oplever, de får nok udfordringer, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.

Arbejdsuge på under 37 timer
Oplever lærlingene, at de spilder tiden på skolen, så fortæller de om det hjemme i firmaet. Og det kan ifølge Louise Pihl puste til den irritation, mange mestre i forvejen har over, at lærlingene sjældent har en 37-timers arbejdsuge på skolerne. Alt i alt bliver det en ond cirkel for det image, erhvervsskolerne har blandt virksomhederne.

- Undervisningsministeren har over for Dansk Byggeri bekræftet, at arbejdstiden for lærlingene på erhvervsskolerne skal være 37 timer. Derfor har vi bedt vores repræsentanter i erhvervsskolebestyrelserne og i de lokale uddannelsesudvalg om at være med til at sikre, at det bliver opfyldt. Det er klart, at vi må holde såvel skolefolk som politikere fast på at levere varen både i form af kvantitet og kvalitet i undervisningen. Det er en helt naturlig forudsætning for virksomhedernes store engagement i erhvervsuddannelserne, siger Louise Pihl.

Mere åbne overfor initiativer
Skolerne får dog ikke kun kritik med på vejen. Ifølge undersøgelsen vurderer lærlingene, at skolerne er blevet mere åbne overfor initiativer og forslag til forbedringer. Der er også spæde tegn på, at det går den rigtige vej, når det gælder sidste års store indsatsområde: planlægning og organisering af undervisningen.

- Man kan ikke forvente revolutioner på et enkelt år, men det er godt at konstatere, at skolerne arbejder seriøst med de indsatsområder, der bliver identificeret. Tilfredshedsundersøgelser, hvor skolerne kan sammenligne sig med andre skoler og lære af de gode eksempler, er et godt værktøj til forsat udvikling af erhvervsskolerne, slutter Louise Pihl.

Fakta om elevtilfredshedsundersøgelsen
Elevtilfredshedsundersøgelsen på bygge- og anlægsuddannelserne i 2006 er gennemført af Ennova og ESB-netværket for Dansk Byggeri, 3F og TIB.

I alt 3.753 lærlinge har deltaget i undersøgelsen fordelt på 14 skoler.

- Erhvervsskolen Hamlet
- Ålborg Tekniske Skole
- Odense Tekniske Skole
- CEU Kolding
- EUC Vest
- Selandia CEU
- Randers Tekniske Skole
- Århus Tekniske Skole
- Københavns Tekniske Skole
- Bornholms Erhvervsskole
- CEUS
- Vitus Bering Danmark
- Skive TEC
- Holstebro Tekniske Skole.

I 2006 blev der indgået 9.600 nye uddannelsesaftaler med lærlinge i bygge- og anlægsbranchen. Der var i alt 18.700 lærlinge i gang med en uddannelse inden for bygge og anlæg i 2006.


Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125