23948sdkhjf

Stor opbakning til højhuse i Hillerød

Politikerne er overvejende positive over for projektet.
Investoren bag Hillerød Storcenter, M. Goldschmidt Holding, har nu fremlagt sine ambitiøse boligplaner for byrådet i Hillerød og alt tyder på, at 900 boliger på Møllebrogrunden kan blive erstatningen for det kuldsejlede storcenter. En rundspørge foretaget af Frederiksborg Amts Avis viser, at politikerne overvejende er positivt stemt over for boligprojektet.

- Vi har helt principielt sagt ja tak til at kigge nærmere på boliger, siger borgmester i Hillerød, Dorte Meldgaard (K), til Frederiksborg Amts Avis.

Interessant og ambitiøst
Og det bakker samtlige af byrådets partier op om.

- Socialdemokraterne mener, at planerne om boliger ser interessante ud for Hillerød, siger viceborgmester Kirsten Jensen (S) til Frederiksborg Amtsavis, og det erklærer Venstre i Hillerøds politiske leder, Klaus Markussen, sig enig i.

- Det er Venstres indtryk, at det nye forslag, som M. Goldschmidt Holding har præsenteret, virker ambitiøst og interessant for Hillerøds udvikling, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Om der bliver tale om 15 etagers højhuse, som M. Goldschmidt Holding har lagt op til, er endnu uvist.

- Jeg er ikke højdeskræk, og der er ingen tvivl om, at høje bygninger giver helt særlige muligheder for ekstraordinær arkitektur, siger byrådsmedlem Jonathan Nielsen (LA) til Frederiksborg Amts Avis.

Et enkelt parti melder pas
Det er kun SF, der indtil videre melder pas til højhusbyggeri.

- Jeg synes som udgangspunkt ikke, det passer, at så høje huse skal placeres i Hillerød, men vi må jo diskutere, hvad der er fornuftigt, siger partiets byrådsmedlem, Rikke Macholm.

Før politikerne tager yderligere stilling til boligplanerne, har de bedt investoren om en skriftlig erklæring på, at storcenterplanerne er endegyldigt droppet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08