23948sdkhjf

MT Højgaard og Accome udvikler hotellejligheder i Sydhavnen

MT Højgaard har siden starten af 1990’erne været en af de førende udviklere af Københavns Sydhavn. Den gamle Ford-grund er nu ved at blive udviklet til et kombineret erhvervs- og boligområde. Den svenske hotelkæde Accome er første partner i udviklingen af grunden, hvor der er planlagt en erhvervsejendom med hotellejligheder og andre lejemål.
MT Højgaard købte i starten af 1990’erne store arealer i Sydhavnen og har indtil videre udviklet og opført domiciler for bl.a. Nokia, E2 og Sonofon samt moderne boliger i Teglholms Have og Frederikskaj. Af de store arealer har MT Højgaard kun 60.000 kvadratmeter jord tilbage i Sydhavnen, der indtil for bare 20 år siden var præget af tung industri. Nu bliver den såkaldte Ford-grund til et kombineret erhvervs- og boligområde. Sammen med Accome er der foreløbig planlagt byggeri på 13.000 kvadratmeter af grunden med en placering ud mod Sydhavnsgade.

MT Højgaard har fundet en ønskepartner til udviklingen af ejendommen - det svenske Accome. Accome udlejer hotellejligheder primært til erhvervsfolk, som i stedet for et klassisk hotel ønsker friheden i en hotellejlighed, når de er på længere tids udearbejde i en fremmed storby. CEO i Accome, Johan Göthberg, glæder sig over at have fundet den rigtige placering i København – og den rigtige partner:

På kanten af centrum
- Vi har ledt efter en placering i periferien af centrum, så lejlighederne ligger centralt – men stadig er nemme at køre til. Og den beskrivelse passer Sydhavnen helt perfekt til. Det er et dejligt og ungt område, som vi kommer til at passe godt ind i. Vores samarbejde med MT Højgaard er godt og konstruktivt – og vi glæder os til at skabe præcis det projekt, som vi havde drømt om her i København, fortæller Johan Göthberg. Accome som i dag har i alt 729 hotellejligheder på fem destinationer i Norden.

MT Højgaard ejer Ford-grunden og har i en dialog med Københavns Kommune og med hjælp fra Henning Larsens Tegnestue udviklet forslag til lokalplanen. Det er planen, at Ford-grunden kommer til at fungere som en overgang imellem den intime kanalby og de store domiciler, der langs med Sydhavnsgade står skulder ved skulder. Lokalplanforslaget forventes vedtaget i efteråret 2007. Den kommende erhvervsejendom, hvor Accome er første lejer, er første skridt i bebyggelsen af grunden, der også skal huse boliger, fortæller sektionsdirektør i MT Højgaards Projektudviklingsafdeling, Søren Risager:

Godt partnerskab
- Vi har koncentreret os om at skabe en attraktiv erhvervsejendom, som vil få en markant eksponering over for den store trafikstrøm på Sydhavnsgade. Accome er en god partner i processen, fordi vi sammen skaber den helt rigtige løsning for Accome, og dermed får en tilfreds lejer i mange år frem. Det vil også gøre ejendommen mere attraktiv for de investorer, som vi starter forhandlinger med inden længe. Vi har nu bidraget til udviklingen af Sydhavnen til en moderne og velfungerende bydel, siger Søren Risager.

Den nye erhvervsejendom bliver på i alt 13.000 kvadratmeter, hvoraf Accome vil leje ca. 6.500 kvadratmeter. Det resterende areal udvikles til kontor- og erhvervslejemål for flere brugere med mulighed for større eller mindre lejemål eller alternativt som domicil ejendom for en mellemstor erhvervsvirksomhed. Stueetagen indrettes til butikker med behov for stort udstillingsareal, som fx bil- og bådebutikker, samt evt. en restauration/cateringvirksomhed.

Kilde: MT Højgaard - http://www.mthojgaard.dk/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094