Danske arkitektvirksomheder mærker nu et fald i ordreindgangen. Det viser nye tal fra arkitekternes brancheforening – Danske Ark. Der varsles både om fald i omsætning og beskæftigelse for 2007’s andet kvartal.
Medlemmerne af Danske Ark forventer en negativ udvikling i de kommende tre måneder, og dette er varslet til byggeriets øvrige aktører.
Chr. Lemche, direktør for Danske Ark siger:
- Der er to stærke signaler i vores konjunkturbarometer. Det ene er, at aktivitetsniveauet stadig er meget højt, og at man i arkitektvirksomhederne vurderer, at forretningsklimaet generelt er godt. Det andet signal er, at når vi beder vores medlemsvirksomheder om at kigge frem i tiden, så er der nu et negativt signal. De kan ikke længere se opgaverne komme i det tempo, som de har været vant til i de senere år. De forventer en regulær opbremsning både i beskæftigelse og omsætning. De frygter med andre ord, at der skal reduceres nu.
Dog ventes der ikke stribevis af konkurser. - Det er det for tidligt at spå om, siger Chr. Lemche.