Installationsbranchens forventninger til den kommende tid har udviklet sig negativt. Det viser det netop offentliggjorte Byggeriets Konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik. Installationsbranchens tidligere spirende optimisme er således brat vendt til pessimisme.
Elbranchens forventninger til de kommende tre måneders omsætning faldt fra november til december fra +9 til -2, vvs-branchens forventninger faldt fra +9 til -3. De markante fald opstod da det stod klart, at BoligJob-ordningen ophørte fra nytår.
Tallene fra Danmarks Statistik fastslår samtidig, at også forventningerne til beskæftigelsen i brancherne falder i den kommende tid.
- Der er ingen tvivl om, at Danmark allerede nu savner BoligJob-ordningen lige så meget som vi gør installationsbranchen. Ordningen skabte arbejdspladser, vækst og energiforbedringer. TEKNIQ håber, at ordningen vender tilbage i den vækstpakke, statsministeren lovede i nytårstalen eller efter valget senere i år, siger adm. direktør Niels Jørgen Hansen, arbejdsgiver- og brancheorganisationen TEKNIQ, der repræsenterer installationsbranchens 3.000 virksomheder.
- Danmarks Statistik betegner ordrebeholdningerne som ikke tilstrækkelige og det er en klar indikator for, at ophøret af BoligJob-ordningen koster arbejdspladser og øger de sociale omkostninger, siger Niels Jørgen Hansen.
tøtte