- Som det er nu, får vi SU på grundforløbet. Hvis vi også får det på skoleperioderne, vil det lære os at spare op og sætte penge til side i praktikken, så vi bedre kan klare os igennem skoleperioderne på SUen, siger Nadia Wolff, næstformand i Erhvervsskolernes elevorganisation til Mester Tidende.
Nadia Wolff er bevidst om, at SUen ses som en motivationsfaktor blandt mange unge, når det kommer til at tage en erhvervsuddannelse. Alligevel mener hun, at man kan indføre SUen gradvist på uddannelserne.
- Der kommer en ny erhvervsskolereform til sommer, og man skal passe på med ikke at smide for mange bomber. Men man kan se på den nye folkeskolereform, at de nye elever, der ikke har kendt til andet, har det fint med den nye reform. Det kræver tilvænning, men hvis ikke de nye elever har prøvet andet, vil de have det fint med SU, siger Nadia Wolff til Mester Tidende.