Høje priser og problemer med kvaliteten har fået Kuben til at se sig om efter nye leverandører. Denne gang har Kuben kigget mod udlandet – helt specifikt Letland.
Og det har været ulejligheden værd. Kuben begynder fra slutningen af næste år at importere præfabrikerede etageboliger fra Letland.
- For et år siden så vi nogle travle danske entreprenører, der havde problemer med kvaliteten og med at overholde tidsplanerne. Siden sidste år er det dyre boligmarked i København dæmpet ekstremt, men uden at de danske entreprenørers priser er faldet. Det og Fonden For Billige Boligers vision om billige boliger har fået os til at se efter alternativer i udlandet, siger Kubens adm. direktør Henrik Enegaard Skaanderup, til Berlingske Business.
Der er fordele at hente for flere parter med de præfabrikerede boliger fra Letland.
Normalt anslås et traditionelt byggeri med 100 boliger at tage to til to et halvt år at opføre fra planlægningsfasen, til folk kan flytte ind. Men med de præfabrikerede moduler kan byggetiden reduceres med et halvt til et helt år af byggetiden, fremgår det af avisen.