Kalenderen er nået til november, og 2013 er så småt ved at gå på hæld. Det betyder samtidig, at håndværkerfradraget snart udløber for i år. Ordningen løber godt nok til og med næste år, men den gælder kun på årsbasis, så arbejdet skal være påbegyndt i år, hvis man vil have den fulde fordel af fradraget.
En familie med to voksne og tre hjemmeboende børn, hvor det ene barn er over 18, vil f.eks. kunne få et fradrag på 45.000 kr.
- Det er mange penge, som de danske boligejere risikerer at gå glip. Så hvis man går og har planer om at lave en renovering på huset, så er det ved at være sidste udkald, hvis man også vil have den økonomiske gulerod, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.
I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være flere ugers leveringstid på en række byggematerialer. Derudover skal håndværkerne have plads i kalenderen, der for fleres vedkommende er fyldt godt op efter stormen d.28. oktober.
- Jeg vil anbefale, at man ikke udskyder til sidste sekund. Det kan være en god ide at få lagt billet ind hos sin lokale håndværker, så man er sikker på, at arbejdet bliver udført, inden året slutter, siger Torben Liborius.
tøtte