23948sdkhjf

Sommerens regnskyl sætter kloakkerne på dagsordenen

Tusindvis af borgere og forsikringsselskaber betaler nu prisen for kommunernes manglende investeringer i kloakker. Det kunne være undgået ved rettidigt omhu, mener Dansk Byggeri, som på en kommende konference sætter fokus på fremtidens kloaknet
Infrastrukturens usynlige fundament – kloaksystemet - er sat på dagsordenen. Nedslidte afløbssystemer, sommerens vandskader, der i flg. brancheforeningen Forsikring & Pension løber op i 300 mio. kr., tvinger politikerne til at forholde sig til kloakproblemerne. Men ifølge Dansk Byggeri kunne problemerne have været undgået, hvis politikerne havde prioriteret området, i stedet for at lade stå til.

- Vi har i mange år påpeget det vedligeholdelsesefterslæb, der er i det danske kloaksystem, og som er dokumenteret i indtil flere analyser og rapporter fra såvel Dansk Byggeri, Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening (KL) som Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV). Der skal investeres mindst 4 -5 mia. kr. om året i 15 år, hvis vi vil indhente vedligeholdelsesefterslæbet og undgå yderligere forringelser af afløbssystemerne, konstaterer direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.

Kommunerne har ansvaret for det offentlige kloaknet på ca. 70.000 km., og ifølge Miljøbeskyttelsesloven skal kommunerne udarbejde spildevandsplaner, der omfatter planer for fornyelse af kloaknettet. Men kun 6 ud af 10 kommuner har udarbejdet sådanne fornyelsesplaner.

- Som minimum kunne kommunerne starte med at leve op til de investeringsplaner, der er lagt. Var der investeret i fornyelse som aftalt, ville vi ikke have oplevet de omfattende oversvømmelser, som vi har set i den seneste måneds tid. Kommunerne har brugt pengene på andre ting, og her har også Miljøministeriet været tilbøjelige til at vende det blinde øje til, siger Michael H. Nielsen.

Den 4. september inviterer Dansk Byggeri til konference om kloak – og afløbssystemets fremtidige udfordringer. Her vil førende fagpersoner inden for kloakområdet også diskutere nye, alternative anlægs- og vedligeholdelsesløsninger. Løsninger, som meget vel kan være billigere i anlægs- og driftsudgifter end nuværende løsninger.

- Det er simpelthen en nødvendighed at sætte fremtidens kloaksystem på dagsordenen. Alternativet er jævnlige oversvømmelser, markant stigende forsikringspræmier for private og virksomhederne og – ikke mindst - en øget risiko for miljøbelastning fra spildevand på afveje og forurening af grundvandet, slutter Michael H. Nielsen.


Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109