23948sdkhjf

Friis & Moltke tegner visionært skoleprojekt

Et visionært skoleprojekt tegnet af Århus-tegnestuen Friis & Moltke er af en enig dommerkomite udpeget som det bedste bud på en 2-sporet skole og en integreret institution i Solrød Kommune. Projektet er udarbejdet i samarbejde med Landskabsarkitekt Algren og Bruun og COWI A/S.
Projektet, der udarbejdet i samarbejde med Landskabsarkitekt Algren og Bruun og COWI A/S, har et realiseringsbudget på 118 mio. kr. og indeholder indskoling (0.-5. klasse, ca. 350 børn) med integreret SFO og idrætshal til skole- og fritidsbrugere samt en integreret institution med tre vuggestuegrupper og tre børnehavegrupper (i alt ca. 100 børn).

Skolen er en ø i engen
Organiseringen af skolen og den integrerede institution tager udgangspunkt i Solrød kommunes visionære lokalplan, hvori det er intentionen at etablere bebyggede ”øer” i det store, omgivende engareal.
Skolens enheder, fremstår udadtil som rundede, slebne voluminer, mens de indadtil rummer et gårdrum af mere urban karakter, der skaber tryghed og fællesskab og er det centrale fixpunkt for henholdsvis skolens og institutionens aktiviteter.

Rammer for tværfaglighed
Det nye indskolingshus organiseres i en vekselvirkning af hjemklasser, grupperum, SFO- basislokaler og specialklasse afbrudt af værkstedszoner, der spænder på tværs af bygningen, og hvis aktiviteter også kan trækkes ud i gårdrummet. Værkstedszonerne tænkes som "fagtonede" områder, der er en fuldt integreret del af indskolingshuset, og som i sig selv medvirker til at gøre principper om tværfaglighed i undervisningen lette at realisere i praksis. Områderne er synlige, arbejdende værksteder og kan have skiftende udstillinger og oplagte muligheder for at ”vise fagene frem”.

Åbenlys elegance
Dommerkomiteen fandt at ”Forslagets idé er troværdigt og fremstår med en ligetil og åbenlys elegance, der både rummer et helstøbt arkitektonisk hovedgreb og en god, funktionel løsning – både med hensyn til bygningernes placering og indretning af skolebygningen.”

Ny skole ”helt fra bunden”
For Friis & Moltke, der har en lang række af skole- og undervisningsbyggerier i bagagen, har arbejdet med skolen og den tilhørende institution været en enestående mulighed for at forme en skolestruktur ”helt fra bunden” med tanke for de læringsmæssige muligheder, der ligger i at disponere en skoles arealer optimalt. Fra projektets beskrivelse hedder det bl.a.:

- Vores adfærd og tænkning tager form af den situation, vi befinder os i. Derfor har læringsrummets form og muligheder - dets arkitektur - stor betydning for selve læreprocessen. Vi ved i dag, at læring ikke kun skal finde sted i lukkede, ensartede lokaler. Omvendt ved vi også, at åbne rum kan være et lige så stort læringsmæssigt og arkitektonisk fejltrin, hvis de ikke placeres og disponeres med omtanke for de aktiviteter, det forventes, der skal foregå. Gennem leg, oplevelse, handling og forståelse afsøger børn helt fra vuggestueniveau forskellige måder at indsamle, strukturere og perspektivere ny viden på. For mindre børn og indskolingselever vil den primære læring foregå gennem leg, oplevelse og handling, mens elever på de ældre klassetrin typisk vil kunne opnå teorestisk forståelse af deres indsamlede viden i en mere projektorienteret tilgang. Solrøds nye skole skal i første omgang facilitere læring for elever mellem 0.-5. klasse, derfor er projektets ambition at etablere en struktur, hvis første etape fremstår som et hele, men hvis udbyggede form med en eventuel udskolingsafdeling kompletterer strukturen.

Kilde: Friis & Moltke

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111