Antallet af murerlærlinge på Fyn er faldende. P.t. står halvdelen af uddannelsespladserne som murer tomme på Svendborg Erhvervsskole. Det er utroligt svært at få pladserne besat indenfor murerfaget, hvorimod det går langt nemmere med at finde tømrerlærlinge.
Den udvikling undrer skolens uddannelsesleder Paul Jepsen Andersen, skriver Fyens Stiftstidende.
- Lønnen som murer ligger blandt de højeste på byggepladsen. Og så er murerfaget ligesom tømrerfaget et meget varieret arbejde, der foregår både inden- og udendørs, siger han til avisen.
Også Dansk Byggeri er bekymret over udviklingen på Fyn men mener, at manglen på murerlærlinge skyldes de unges uvilje til at flytte sig geografisk.
- Det er synd og skam, at der er ledige uddannelsespladser på Fyn, når der samtidig er rift om pladserne i København. Det er en gevinst både for de unge og for virksomhederne, når de unge har mod på at flytte sig geografisk for at få deres uddannelse, siger formand for Dansk Byggeri på Fyn, Claus Larsen.