23948sdkhjf

Danske arkitekter skal planlægge fremtidens Oslo

Sleth har vundet idé- og plankonkurrencen for det enorme byområde, Hovinbyen, der er næsten fire gange så stort som Nordhavn i København.
Hovinbyen er et 1.100 hektar stort industrilandskab centralt placeret mellem indre by og forstadsområdet Groruddalen, hvor mere end hver femte Oslo-indbygger bor.

Selve Hovinbyen er i dag præget af industri, tung infrastruktur og beboelse, men nu skal området gentænkes, så det i fremtiden fungerer som en forlængelse af den tætte indre by.

Kort sagt er udfordringen at skabe steder, som folk ønsker at bo, arbejde og besøge. Den opgave skal danske Sleth løse med sit vinderforslag i den international idé- og plankonkurrence.

- Styrken i vores koncept er enkelheden. Vi foreslår, at Hovinbyen udvikles i ti punkter eller bydele med hver deres særlige kendetegn – derfor foretrækker vi også på at tale om Hovinbyerne i flertal, fortæller arkitekt og partner Søren Leth.

- Området ligger utroligt centralt kun cirka ti minutters gang fra byens midte. Men i dag er der ingen, der går fra centrum og den vej mod øst, da der ikke er særligt mange bymæssige kvaliteter at komme efter. Det er dét, vi ønsker at ændre med vores plan, fortsætter han.

Bygger på Oslos naturlige karakteristik
De ti ’landsbyer i byen’ forbindes af otte korridorer, der kan være alt fra cykelmotorveje til vandløb. I midten af det hele etableres et kæmpemæssigt grønt ’hjerte’, lidt i stil Central Park på Manhattan.

Ved at arbejde ud fra en punktstrategi deler arkitekterne bydelens udviklingsområder op i selvstændige identiteter i stedet for at betragte hele området som ét samlet hele.

- Det er også sådan Oslos centrale bydele er karakteriseret med klare karrébydele, så vores koncept forlænger så at sige Oslos naturlige karakteristik til Hovinbyerne, pointerer Søren Leth.

I dialog med fortiden
En af de store udfordringer ved et projekt af Hovinbyens størrelse og kompleksitet er, at der er flere tusinde lodsejere og alle mulige uigennemskuelige ejerforhold og relationer.

- Ejerforholdene i Hovinbyen er helt anderledes end fx Nordhavn i København, som vi også har udviklet. Der ejer By & Havn hele molevitten, og man kan starte med at udvikle i den ene ende, og på et eller andet tidspunkt når man til den anden ende og så er opgaven løst. I Hovinbyen er det en skøn blanding af private og offentlige lodsejere, der skal arbejde sammen om at nå en overordnet vision, forklarer partner Rasmus Therkildsen.

Grebet med de punktvise bydele sigter mod at løse den problemstilling ved at tillade, at hver ny bydel udbygges uafhængigt af hinanden. Samtidig passer konceptet godt med en af kongstanker i Sleth.

- Vi tror ikke på, at man bare skal rydde pladen og bygge nyt. Vi vil meget hellere gå i dialog med fortiden, genbruge og gentænke eksisterende bygninger og infrastrukturelle løsninger, pointerer Rasmus Therkildsen.

Et godt øje til Norge
Han og Søren Leth etablerede Sleth tilbage i 2006, og tegnestuen har siden gjort udvikling af store industriarealer til sit speciale med projekter som Hersted Industripark i Albertslund, Nordhavn i København og Caen i Nordfrankrig

- Men Hovinbyerne er størrelsesmæssigt i en hel anden skala. 1.100 hektar – det er næsten fire gange Nordhavn, siger Søren Leth og tilføjer, at Sleth har haft et godt øje til Norge i lang tid:

- For nogle år siden var vi i finalen med et forslag til Oslos nye nationalmuseum, en konkurrence vi desværre ikke vandt. Nu har vi fået revanche. Forhåbentlig kan dét, at vi har vundet denne ide- og plankonkurrence for Hovinbyerne, være med til konsolidere vores navn i Norge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156