Hønsehavens Smede- og Maskinværksted, der producerer balkoner og altaner i aluminium, blev tidligere fravalgt af bygherrer, arkitekter og entreprenører på grund af de alt for høje priser. Det er slut nu, efter virksomheden har investeret i en robot, der letter og optimerer fremstillingen af næsten uforgængelige altaner og balkoner -og vigtigst af alt giver priserne et ordentligt nøk nedad.
For 14 måneder siden installerede Mads Milling sin første svejserobot, og i dag planlægger han indkøbet af endnu en robot. Svejserobotten udfører to mands arbejde – en svejsning af en aluminiumsaltan, der tidligere tog en svejser tyve minutter at lave, tager nu kun fem minutter, og er i en kvalitet ingen mand kan eftergøre.
- Robotten laver ikke mandagsarbejde, og den bliver ikke hjemme fra arbejde, fordi den har fået svejse-øjne,
siger Mads Milling, som fremhæver en række fordele for virksomheden med robotten.
- Arbejdet i produktionen er blevet mere interessant, fordi robotten tager alt det kedelige og ensformige arbejde.
Hønsehaven blev grundlagt i 1998 og har i dag en omsætning på 35 mio. kr. og 35 medarbejdere. Hønsehavens speciale er valsning af profiljern som bruges specielt til fremstilling af buede altaner og balkoner.