23948sdkhjf

Dansk Byggeri: Glem taktikken og gennemfør politikken

Statsministeren kom med brugbare løsninger på de udfordringer, som Danmark står overfor. Nu er det vigtigt, at partierne bruger de kommende måneder til at skabe resultater og ikke til politiske spilfægterier, siger Jens Klarskov, i en kommentar til statsministerens åbningstale
En 10-punkts plan for at skaffe mere arbejdskraft var en af nyhederne i statsministerens åbningstale. Desuden blev energibesparelser samt investeringer i moderne offentlige bygninger nævnt som vigtige indsatsområder for regeringen. Det vækker genklang i Dansk Byggeri.

- Statsministeren har i dag leveret en række gode bud på, hvordan vi fremtidssikrer vores samfund. Arbejdskraftspørgsmålet har afgørende betydning for erhvervslivet, og det er positivt, at regeringen i sin plan lægger op til, at der skal være hurtig og ubureaukratisk adgang til udenlandsk arbejdskraft, siger Jens Klarskov.

- Det er også meget positivt, at statsministeren understreger, at Danmark skal være i front, hvad angår vedvarende energi og energibesparelser. Men de politiske forhandlinger har ligget stille alt for længe, og det er vigtigt, at der snart kommer en politisk afklaring, så Danmark kan komme videre med forberedelserne til klima-topmødet i København i 2009.

- Det er vigtigt for brugernes trivsel og personalets produktivitet, at skoler, sygehuse mv. har sunde og moderne fysiske rammer, og derfor er regeringens plan om at investere i genopretning og modernisering af den offentlige bygningsmasse en meget vigtig del af kvalitetsreformen.

- Det er beklageligt, at statsministeren ikke kom ind på behovet for udbygning af den trafikale infrastruktur, som er præget af trængselsproblemer og ventetid, der skader erhvervslivets internationale konkurrenceevne. Det vil regeringen forhåbentlig rette op på, når Infrastrukturkommissionen kommer med sit udspil senere på året.

Jens Klarskov frygter, at mange af de gode intentioner i de kommende måneder vil fortone sig i taktiske manøvrer mellem fløjene med øjnene rettet mod et valg og understreger, at adgangen til arbejdskraft er af vital betydning her og nu for erhvervslivet.

- Hvis det hurtigt står klart, at regeringen ikke får mulighed for at gennemføre den nødvendige politik, er et valg at foretrække frem for halve løsninger, slutter Jens Klarskov.

Kilde: Dansk Byggeri

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094