23948sdkhjf

Specialist i overfladerenovering fylder 30

Rockidan har sat sit præg på dansk byggeri i 30 år. Virksomheden fejrer sit jubilæum helt i tråd med firmaets ånd - som en inspirationsdag for alle med interesse for kvalitet i byggeriet.
Lokalt i Aabenraa er Rockidan måske mest kendt for sine produkter til facaderenovering. I hvert fald er masser af huse i lokalområdet - heriblandt en stor del af husene i Aabenraas gågade - gennem tiden blevet renoveret med firmaets facadeløsninger.

De færreste er imidlertid klar over, at det også er Rockidan, der har sørget for en tålelig akustik i folketingssalen, har udviklet den helt specielle gulvløsning til TV-studierne i DR-byen eller at Rockidan var den eneste danske leverandør, der kunne hjælpe med den helt rigtige vægmaling til en af de senere års mest opsigtsvækkende renoveringer - Glyptoteket i København.

Men netop på grund af en stribe produkter, som ingen andre i landet kan skaffe, har Rockidan gennem 30 år opnået stor respekt overalt i byggebranchen blandt både arkitekter, håndværkere og entreprenører. Det gennemgående nøgleord har hele tiden været "ambition" - vel at mærke på byggeriets vegne.

Anderledes 30 års jubilæum
- Og hvis man har slået sig op som seriøs leverandør af viden og indsigt i byggebranchen, fejrer man naturligvis heller ikke sit 30 års jubilæum med en traditionel reception, forklarer informationschef Espen Keizer Nielsen fra Rockidan med et skævt smil.

I stedet for de sædvanlige pindemadder og et forudsigeligt gavebord slår Rockidan den 25. oktober dørene op til en storstilet inspirationsdag for alle med interesse for fremtidens byggeri. Dagen byder på foredrag, præsentationer af nogle af firmaets systemløsninger og ikke mindst praktiske demonstrationer af nogle af de special-produkter og teknikker, som har givet både arkitekter, designere og malere fra hele landet et godt øje til Rockidan. Mange af dem har derfor også allerede meldt deres ankomst til den lidt specielle fødselsdagsfest.

Det hele foregår i det nybyggede kursuscenter, der også indvies officielt på firmaets runde dag. Komplekset rummer undervisningslokale med plads til op til 60 deltagere, et stort praktiklokale, hvor kursister fra hele landet fremover vil kunne prøve produkterne i praksis, samt et stort showroom, hvor et udsnit af Rockidans forskellige løsninger til overfladebehandling er præsenteret.

Fødselsdagen starter fra morgenstunden med flere sideløbende præsentationer helt frem til kl. 16. Interesserede kan se mere om dagens forløb og indhold på hjemmesiden www.30.rockidan.dk .

Kilde: Rockidan - www.rockidan.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093