Mads Mandrup Hansen er 40 år og blev uddannet som arkitekt i 1999 med afgang fra afdeling 3E fra Kunstakademiets Arkitektskole i København. Indtil 2006 var han ansat hos KHR Arkitekter. I november 2006 han blev ansat i Arkitektfirmaet C. F. Møller som associeret partner. Mads Mandrup har sit primære arbejdssted i afdelingen i København, hvor han er det kreative led i de skitserende opgaver sammen med partner Anna Maria Indrio og partner Lone Wiggers. Sammen med partner Lars Kirkegaard og partner Klavs Hyttel udgør han også den ansvarlige arkitektoniske ledelse af afdelingen i Stockholm.
Gennem årene har Arkitektfirmaet C. F. Møller arbejdet med mange internationale projekter, og i dag er ca. 50 % af omsætningen uden for Danmark. Koncernen har afdelinger i Oslo, London og Sverige og arbejder med projekter i mere end 10 forskellige lande. Den udvikling skal Mads Mandrup være med til at styrke, når han fra den 1. januar indgår i den daglige ledelse.
Hos Arkitektfirmaet C. F. Møller har Mads Mandrup medvirket ved adskillige projekter siden ansættelsen for ét år siden. Han er bl.a. involveret i et nyt storcenter i Vanløse og et større boligprojekt sammen med Nordea Ejendomme i København. Han har desuden været ansvarlig for en række konkurrencer, bl.a. idékonkurrencen til Ny Carlsberggrunden og en boligkonkurrence i Riga.
Hos KHR har Mads Mandrup tidligere medvirket ved bl.a. CVU Øresund, Trollesminde - nyt rådhus i Hillerød, et nyt livsstilscenter i Kristiansand i Norge en AIDS/HIV Klinik i Afrika og nye domiciler til Kommunedata og Rambøll.