23948sdkhjf

Projekter øger bundlinjen hos Danhaus Production

Trods et udfordrende marked lykkedes det for elementproducenten fra Esbjerg at flerdoble bundlinjen i 2014.
Med et resultat efter skat på 2,5 mio. kr. lykkedes det at femdoble bundlinjen i 2014 for Danhaus Production A/S, som producerer byggesæt og elementer til færdigt byggeri.

Og selv om resultatet er tilfredsstillende, undlader adm. direktør Johannes Wöldike Schmith at fejre det med begge arme over hovedet.

- Jeg synes, vi er udfordret i et svært marked. Det er hårdt at producere i det her land med en løn på 22-23 Euro i timen, når der i Flensborg er en minimumsløn på 8,50 Euro. Der er trods alt ikke så langt til Flensborg, at vi ikke alle sammen kan køre derned. Og flere af vores ansatte er da også dygtige tyskere, som kommer for den gode løn, siger han.

Overvejer større maskinpark
Og tilføjer så, at truslen om at flytte syd for grænsen kun er en teoretiske betragtning. For selv om Danhaus Production – der årligt har omkring 75.000 produktionstimer – kunne spare et pænt millionbeløb ved at overgå til tyske lønninger, flytter virksomheden ikke fra Esbjerg.

- Når vi kommer til årets 8. eller 9. måned, begynder vi at kigge på en større maskinpark. Vores mål er at dele produktionsbåndet op i to, så vi groft sagt kan lave danske huse på det ene og tyske på det andet, fortæller Johannes Wöldike Schmith, som dog skal helt i mål med en anden udfordring først.

Ordrebeholdningen er pæn
Integrationen af tegnestuen Danhaus Architect ApS i Hedensted har nemlig været lidt af en mundfuld, men nu er processen efterhånden så langt fremme, at Danhaus regner med at producere det første testhus i starten af juli på baggrund af de nye metoder. Kort fortalt bliver arbejdsgangene effektiviseret ved, at tegnestuens tegninger både kan bruges af kunderne samt i Danhaus’ egen produktion.

Dette lagt sammen med en god start på 2015 får trods alt Danhaus-direktøren til at se positivt på 2015, der ser ud til at blive femte regnskabsår i træk med overskud på bundlinjen.

- Vi byggede 250 huse sidste år og har et mål om at bygge 300 huse i år. Og det ser ud til at lykkes meget godt, da ordrebeholdningen er tæt på at være i mål, siger Johannes Wöldike Schmith.

Fakta: Danhaus-koncernen

Danhaus Production A/S producerer byggesæt og elementer til færdigt byggeri.

Byggeriet udføres i datterselskabet Danhaus Bolig A/S, mens et andet datterselskab i form af Danhaus International A/S fungerer som salgskanal og markedsføringsselskab i både Danmark og udlandet.

Alle tre selskaber har hjemme på Skagerrakvej, som ligger i den nordlige del af Esbjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094