23948sdkhjf

Domsafgørelse: Må man fyre folk på grund af handicap?

Onsdag den 5. marts falder der dom i sagen om den synshandicappede arkitekt, der efter 29 års ansættelse blev fyret pga. sit handicap. Sagen er den første sag mod staten, der involverer "lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet". Forhenværende landsdommer Holger Kallehauge, der selv sidder i kørestol, fører sagen for Dansk Blindesamfund.
Styrelsen har vurderet, at du relativt set er mindre fagligt fleksibel, ligesom din omstillingsevne relativt set er stærkt begrænset som følge af din nedsatte synsevne. Sådan stod der sort på hvidt på den fyreseddel, arkitekt Torben Olesen modtog af sin daværende arbejdsgiver, Kulturarvsstyrelsen, i maj 2005. Meldingen var led i en sparerunde, men Torben Olesen, der siden midten af 1990’erne kun har haft 5 procent af sit syn, havde aldrig troet, at hans handicap ville blive årsag til en fyring.

Arkitektforbundet lagde sag an mod Kulturarvsstyrelsen, men styrelsen blev i februar 2007 frikendt i Københavns Byret. Sagen er siden anket. Dansk Blindesamfund er indtrådt som biintervenient, og forhenværende landsdommer Holger Kallehauge gennem 30 år har hentet sin advokatbestaltning frem for at føre sagen:

- Jeg er gået ind i denne sag, fordi jeg anser den for at være principiel. Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet er nøglen til et arbejdsmarked, der også rummer handicappede. Lovens forbud mod diskrimination og krav om, at der skal foretages rimelige tilpasninger for handicappede, er en dåseåbner. Spørgsmålet er, om domstolene er klar til at bruge dåseåbneren, og det er i virkelighed det, sagen drejer sig om, udtaler Holger Kallehauge.

Byrettens dom har i høj grad undret Holger Kallehauge, der selv har været dommer i mere end 30 år i henholdsvis Københavns Byret og i Østre Landsret:

- Dommen viser en totalt mangel på indlevelse i problematikken og en alt for hurtig afvisning af de muligheder, som loven har til formål at skabe. Desværre er det ikke alle dommere, der er lige kreative, udtaler Holger Kallehauge.

Også beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) har undret sig over byrettens dom. Til NET-Redaktionen, Lynx Media, udtalte ministeren i februar 2007:

- Med hensyn til den konkrete afgørelse kan jeg godt undre mig over dommens præmisser og begrundelse. For mig at se har arbejdsgiveren lagt vægt på den ansattes synsnedsættelse ved afskedigelsen. Dette er udtryk for direkte forskelsbehandling i lovens forstand. Direkte forskelsbehandling kan aldrig legitimeres.

Sagen følges nøje af jurister i hele fagbevægelsen, da den sætter den penible problematik omkring, hvornår man kan fyre en handicappet, på spidsen. Dansk Blindesamfund håber, at kendelsen idag falder positiv ud og ikke giver beskæftigelsesministeren anledning til fornyet undren.

Kilde: Dansk Blindesamfund

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141