23948sdkhjf

Flere blev dræbt på arbejdet i 2007

Det gik den gale vej for antallet af dødsulykker på danske arbejdspladser i 2007. Blandt andet ulykker på byggepladser trækker i den forkerte retning.
Arbejdstilsynets opgørelse over arbejdsrelaterede dødsulykker i Danmark for 2007 er nedslående læsning. I alt 64 personer mistede i 2007 livet i forbindelse med en ulykke på deres arbejdsplads - det er en stigning i forhold til de foregående år. Tallene viser bl.a. en stigning i antallet af dødsulykker på byggepladserne, men også landbruget vejer tungt i opgørelsen.

- Hver eneste dødsulykke er en ulykke for meget, og der er absolut ingen formildende omstændigheder. Arbejdstilsynet ser med stor alvor på den stigning, som opgørelsen viser, fastslår Arbejdstilsynets direktør, Jens Jensen. - Bag hver enkelt dødsulykke gemmer der sig en tragisk historie. Først og fremmest for familie og pårørende til de dræbte, men vi ved, at dødsulykker også er en voldsom følelsesmæssig belastning for kolleger og arbejdsledere. Dertil kommer selvfølgelig de betydelige økonomiske omkostninger ved alle dødsulykker for både den enkelte virksomhed og for samfundet som helhed.

Jens Jensen peger på, at beskæftigelsesministeren i januar 2008 har lanceret en handlingsplan, som skal vende den kedelige udvikling i antallet af arbejdsulykker.

- Arbejdsulykker er blandt de prioriterede arbejdsmiljøproblemer i Danmark. Derfor har Arbejdstilsynet et højt og vedvarende fokus på spørgsmålet. Vi sørger for, at reglerne på området er så gode og effektive som muligt. Vi informerer og vejleder om reglerne, og vi fører kontrol med, at virksomhederne overholder reglerne, siger Jens Jensen. - Men den vigtigste indsats for at forebygge og undgå arbejdsulykker må og skal ske i det daglige arbejde på virksomhederne. Det er virksomhederne, der har ansvaret for at sikre medarbejderne mod ulykker og muligheden for at planlægge og udføre arbejdet på en sådan måde, at risikoen for ulykker er mindst mulig. Det er virksomhederne, der for alvor må tage fat om problemerne.

Selv om antallet af dødsulykker er steget, er tallene for de enkelte brancher ikke så store, at man kan konkludere noget sikkert på detaljeniveau. Alligevel er der et par områder, der springer i øjnene. Især den markante stigning i antallet af dødsulykker på byggepladserne er iøjnefaldende.

- Når vi ser på byggepladserne, må vi konstatere, at det forholdsvist lave antal dødsulykker i 2006 ikke har kunnet fastholdes. For Arbejdstilsynet er det et tegn på, at den intensive tilsyns- og kontrolvirksomhed, vi har haft i branchen i en årrække, stadig er nødvendig, siger Jens Jensen. - Men også her må vi især appellere til både ansatte og arbejdsgivere foruden branchens egne organisationer om at forstærke indsatsen mod arbejdsulykker. I alt for mange tilfælde kommer ulykkerne af rent og skært sjuskeri og ved omgåelse af selv de mest elementære regler. Her handler det først og fremmest om at ændre på holdningen til sikkerhed - og det ansvar må branchen være de første til at påtage sig, slutter Jens Jensen.

Kilde: Arbejdstilsynet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125