Når Dansk Folkeparti skal omsætte sidste uges valgresultat til politisk indflydelse, så vil byggeriet holde nøje øje med, om de seneste fire års løfter bliver overholdt.
For Håndværksrådet er det specielt DF’s erhvervspolitiske fokus på de små og mellemstore virksomheder, som får bevågenhed.
”Vi håber DF’s erhvervspolitiske tyngde udmønter sig i fokus på smv-segmentet. Politikerne har typisk godt kunnet lide at smyge sig op af de helt store virksomheder, fordi der er mere prestige over det. Men nu forventer vi, at der vil komme et øget fokus på smv’erne”, siger afdelingschef i Håndværksrådet Frank Korsholm.