Landets byggemarkeder kan i høj grad mærke nedgangen i byggeriet og på boligmarkedet. Derfor frygter ekspert, at byggemarkederne om kort tid tvinges ud i en benhård konkurrence og priskrig for at undgå nedgang i omsætningen.
Bruno Christensen, direktør i konsulentfirmaet Retail Institute Scandinavia, mener, at konkurrencen især skærpes på grund af de mange byggemarkeder, der findes på det danske marked.
- Der er en benhård priskonkurrence på vej. I Danmark har vi byggemarkeder nok til 15-20 mio. mennesker. Der er for mange af dem, og derfor bliver konkurrencen hårdere, siger Bruno Christensen.
I øjeblikket er der sammenlagt 470 byggemarkeder i Danmark, men befolkningsgrundlaget berettiger kun til 100-150, lyder det.