23948sdkhjf

Dansk Byggeri: Benspænd fra SKAT

Byggevirksomheder risikerer at gamble med 60 % af entreprisesummen, når de indgår aftaler med udenlandske underleverandører. Årsagen er, at SKAT i flere tilfælde har underkendt, at arbejde udført af udenlandske virksomheder er almindeligt underentreprisearbejde. Dansk Byggeri vil have SKAT til at klargøre reglerne
I byggebranchen er der tradition for at få forskelligt arbejde udført af en underentreprenør. Dette giver fleksibilitet og adgang til en specialviden, som den enkelte hovedentreprenør ikke selv kan oparbejde.

De senere års mangel på arbejdskraft har ført til, at mange har valgt at lave aftaler med udenlandske underentreprenører. I den forbindelse møder man et - for de fleste - ukendt ord: Arbejdsudleje.

- Det har vist sig, at når der er tale om aftaler med udenlandske underentreprenører, mener vores skattemyndigheder ikke, at der kan være tale om en entrepriseaftale. SKAT bruger her en fortolkning af reglerne, som er forskellig fra reglerne for en almindelig entrepriseaftale med en dansk underentreprenør, fortæller Søren Lange Nielsen, specialkonsulent i Dansk Byggeri.

Søren Lange Nielsen forklarer, at ved en entrepriseaftale skal den udenlandske underentreprenør være momsregistreret i Danmark. Dens udsendte medarbejdere og virksomhedens fortjeneste vil blive beskattet i henhold til gældende aftale til undgåelse af dobbeltbeskatning mellem Danmark og underentreprenørens hjemland. Og den danske hovedentreprenør har en indberetningspligt af entrepriseforholdet til SKAT.

Er der derimod tale om arbejdsudleje, skal den udenlandske underentreprenør ikke være momsregistreret i Danmark, og hovedentreprenøren skal tilbageholde 30 % i arbejdsudlejeskat samt 8 % i SP-bidrag af de udsendte medarbejderes bruttoløn. De udsendte medarbejdere er stadig underlagt hjemlandets sociale sikringssystem, og de opnår heller ingen rettigheder som skattebetalere i Danmark.

- Et af de væsentlige problemer i denne forbindelse er, at den danske hovedentreprenør er i den tro, at han har indgået en entreprisekontrakt med sin udenlandske underentreprenør. Men SKAT har fået for vane på et senere tidspunkt at underkende denne kontrakt. Derved risikerer hovedentreprenøren at miste retten til at trække den betalte moms fra og hæfter samtidig for betaling af arbejdsudlejeskatten samt SP-bidraget. Hovedentreprenøren gambler således med cirka 60 % af entreprisesummen og risikerer således et alvorligt økonomisk tab, understreger Søren Lange Nielsen, og fortsætter:

- Et andet væsentligt problem er at få overbevist en udenlandsk underentreprenør om det rimelige i, at han skal trækkes 38 % i skat uden fradrag, når han arbejder i Danmark.

I Dansk Byggeri har man tidligere rejst spørgsmål vedrørende beskatning af den del af de udenlandske medarbejdere, som benævnes grænsegængere. Her har det også vist sig, at SKAT har svært ved at fastholde en ensartet fortolkning af regelsættet. Til stor frustration for både virksomheder og medarbejdere. Her rejser Dansk Byggeri så endnu et spørgsmål til skatteministeriet, som Søren Lange Nielsen sammenfatter under et:

- At der er et stort behov for at få fastlagt vilkår for beskatning af såvel udenlandske virksomheder som udenlandske medarbejdere og få ryddet op i den vilkårlighed, som præger SKATs administration af reglerne i dag.

Kontakt
Specialkonsulent Søren Lange Nielsen på telefon 72 16 00 94 / 30 55 21 86
Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32

Kilde: Dansk Byggeri - www.danskbyggeri.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125