23948sdkhjf

Køge Station viger for butikker og nye byrum

TK Development nedriver nu den trelængede stationsbygning i Køge for at give plads til butikker og nyt stationstorv.
I begyndelsen af september går TK Development i gang med at nedrive den trelængede stationsbygning i Køge. Det sker for at give plads til det kommende byggeri af butikker omkring et nyt handelsstræde og et nyt Stationstorv.

Et nyt byggeri til butikker og erhverv omkring et bugtet stræde vil snart skyde op i Køge, og som en første forberedelse går TK Development i starten af september i gang med at rive den trelængede stationsbygning over for Køge Station ned.

- Her opfører vi et nyt og varieret byggeri med butikker omkring et bugtet stræde. Ovenpå kommer der taghaver med offentlig adgang, hvor man kan tage en pause og se byen lidt fra oven - og lige ved siden af anlægger vi Stationstorvet, som bliver et nyt byrum og mødested, fortæller TK Developments administrerende direktør Frede Clausen

Den nordligste del af det nye byggeri ligger præcis, hvor den trelængede stationsbygning står i dag, og derfor skal bygningen rives ned. Selve nedrivningen, som ventes at vare fire uger, vil medføre nogen støj, og de berørte naboer er varslet.

TK Development forventer at gå i gang med det nye byggeri til butikker og erhverv syd for Køge Station i begyndelsen af oktober, og inden da gennemfører Museum Sydøstdanmark arkæologiske undersøgelser i området.

Ny fase

Nedrivningen af Stationsområdet og det efterfølgende byggeri betyder også, at endnu et stort areal i Stationsområdet vil blive hegnet ind som byggeplads - med de begrænsninger af adgangsveje, som det medfører.

- Køge Kyst har for alvor taget hul på en ny fase, hvor det bliver mere og mere tydeligt, at byen transformeres. Vi kommer til at flytte rundt på færdslen ind og ud ad bymidten for at få det hele til at gå op, når store dele af Stationsområdet bliver hegnet ind som byggepladser - og samtidig opstår der nye midlertidige byrum, siger Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.

Infotrappe flyttes og opdateres

Køge Kysts infotrappe, som i en længere periode har stået ved den gamle stationsbygning flyttes til Teaterbygningen, hvor der opstår et nyt naturligt byrum og mødested mellem de nye byggepladshegn i området. Ved samme lejlighed vil trappens plancher om Køge Kyst og Stationsområdet blive skiftet ud med opdaterede plancher, der fortæller om Køge Kyst, og hvor projektet er i dag.

Cykler og parkering

Med nedrivningen af Stationsbygningen forsvinder også de nuværende cykelparkeringspladser rundt om bygningen. Køge Kyst etablerer i stedet i den kommende tid 240 cykelparkeringspladser på selve stationen, langs spor 5 på den anden side af Ivar Huitfeldtsvej, og andre steder i området, bl.a. ved Teaterbygningen. I samme forbindelse lukkes den dobbeltrettede cykelsti mellem Stationsbygningen og Teaterbygningen langs den gamle del af Ivar Huitfeldtsvej, og cyklisterne henvises til den nye dobbeltrettede cykelsti langs banen og den nye Ivar Huitfeldtsvej.

Også de sidste offentlige parkeringspladser ved Køge Rådhus nedlægges i forbindelse med forberedelserne til TK Developments byggeri i området.

Bilister kan i stedet parkere på Collstropgrunden eller det tilstødende parkeringsareal, der i sommerens løb er omdannet fra lastbilparkering til at rumme 169 pladser til personbiler - eller på parkeringspladsen på hjørnet af Søndre Allé og Blegdammen, som også er udvidet. I løbet af de kommende måneder udbygger Køge Kyst desuden det midlertidige parkeringsareal ved Bag Haverne fra 31 til cirka 200 parkeringspladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078