Rockwool koncernens kunder klager nu over isoleringsgiganten. Selvom byggeindustriens behov for isoleringsmaterialer er dalet, optræder koncernen ufleksibelt, grænsende til det arrogante, lyder det fra nogle af de største kunder.
Isoleringskoncernen satte under det danske byggeboom priserne i vejret, fjernede kundernes mængderabatter og indførte kvoter på leveringen. Nu undrer kunderne sig over, at man ikke har tilpasset disse tre faktorer langt mere til markedssituationen, som den ser ud i dag.
- Jeg hører fra mange kunder og forretningsforbindelser i markedet, at de opfatter Rockwool som arrogante. Vi køber selv isolering for 120 mio. om året, og jeg kan da ind imellem godt genkende disse udsagn, siger adm. direktør Ole Rosgaard, Icopal, til dagbladet Børsen.
Kampen har længe stået mellem Rockwool og Isover, men nu melder en del af Rockwools kunder ud, at man fremover vil handle med Isover, da koncernen gennem hele byggekrisen har handlet fornuftigt og fleksibelt.