Onsdag klokken ni slog Forum i København dørene op for de første af de mange producenter, bygherrer, rådgivere og andre fagfolk, som vil bruge de næste to dage på at dele viden og debattere, hvordan byggeriet kan bidrage til en grønnere fremtid.
- Vi får masser af muligheder for at blive inspireret af hinanden i løbet af de næste dage. Jeg håber, at vi hver især får konkrete resultater med hjem, så vi sammen kan sætte en bæredygtig dagsorden og skabe vækst til Danmark. Hvis vi gør en indsats for at bygge klogere og mere bæredygtigt, er det også noget, der vil vise sig på bundlinjen, sagde direktør Lene Espersen fra Danske ARK, der var trådt ind som åbningstaler, da transport- og bygningsminister, Hans Christian Schmidt, måtte melde afbud i sidste øjeblik.
Building Green kan i år melde alt udsolgt med over 150 udstillere. Samtidig er årets messeprogram det hidtil mest omfattende med 25 seminarer og 115 talere. Messen gæstes af blandt andre seniorarkitekt Tine Hegli fra norske Snøhetta, Søren Nielsen fra tegnestuen Vandkunsten, Kasper Guldager fra GXN og John Sommer fra MT Højgaard.
Åbningstaler Lene Espersen er også på programmet, når hun, under overskriften ”Den bæredygtige vilje – Fra udkant til hovedstad” skal debattere bæredygtige målsætninger i selskab med folketingsmedlem Martin Lidegaard (R), Peter Grønlund fra Dovista Living Lab og borgmester Arne Boelt fra Hjørring Kommune.
Building Green byder også på konceptet ”Green Connections”, der er en form for speeddating for byggeriets professionelle, samt uddeling af prisen ”Det Bæredygtige Element”.