23948sdkhjf

Nordisk køkkengigant fortsætter optur

Nobia-koncernen med HTH, Invita og Uno Form nærmer sig målet om en overskudsgrad på 10 procent.
Med Sverige som det stærkeste marked fortsatte Nobia den opadgående kurve i årets tredje kvartal.

Den netop offentliggjorte kvartalsrapport viser en vækst på 19 procent i perioden juli-september. Den organiske vækst er ni procent mod en negativ vækst på to procent i samme periode sidste år.

Væksten er et resultat af højere salgsvolumen i alle regioner. Driftsmarginalen styrkes fortsat og udgør nu 9,4 procent over de seneste tolv måneder.

- Vi fortsætter med at harmonisere for at skabe stordriftsfordele. Samtidig arbejder vi på at vokse organisk og gennem opkøb. Vi står fast på forventningerne om at nå en overskudsgrad på 10 procent i næste kalenderår, siger CEO Morten Falkenberg.

Norden vokser mest
I Norden alene kan Nobia fremvise en omsætning på 1.237 mio. SEK i tredje kvartal, svarende til en organisk vækst på 12 procent.

Stigningen var højest i det professionelle segment, som gik frem på alle markeder med undtagelse af det finske. Væksten i forbrugersegmentet kan primært henføres til Sverige, men salget til forbrugerne steg også i Danmark og Norge.

- Det nordiske køkkenmarked er steget i forhold til den periode sidste år. Sverige fremstår som det stærkeste marked med vækst på både privatmarkedet og i det professionelle segment, skriver Nobia.

I Storbritannien sluttede kvartalet med en omsætning på 1.535 mio. SEK, svarende til en organisk vækst på fem procent, mens Centraleuropa er gået frem med ni procent til 432 mio. SEK.

Samlet set har Nobia omsat for 10.030 mio. SEK (2014: 8.397) i årets første ni måneder, mens driftsresultatet udgør 954 mio. SEK (2014: 705).

Link til Nobias rapport for tredje kvartal 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093