23948sdkhjf

Hemmelig opskrift gør beton stærkere

Nordjysk firma vil revolutionere brug af højstyrkebeton i byggerier.
Syv års udviklingsarbejde og 60 millioner kroner har det kostet at finde frem til de ingredienser, der skal blandes i beton for at forvandle den til højstyrkebeton.

60 firmaer, forskningsinstitutioner og fonde har deltaget i udviklingsarbejdet. Nu er Connovate i Støvring klar til at markedsføre pulveret, skriver Nordjyske Stiftstidende.

- Opskriften er så hemmelig, at vi ikke har søgt patent på den. Hvis vi gjorde det, ville vi blive tvunget til at oplyse, hvad den indeholder, og det vil vi ikke - ikke engang til patentmyndighederne, siger Karsten Bro, innovations- og salgschef i Connovate.

Planen er at lade betonfabrikker producere højstyrkebetonen på licens. Connovates indtægter vil således dels basere sig på salg af licenser, dels selve pulveret samt enkelte komponenter. Karsten Bro skyder på, at disse aktiviteter i løbet af fem år vil kunne generere en årlig omsætning på 40 millioner kroner.

I Danmark er Ambercon pt. den eneste licenstager, og virksomheden har anvendt pulveret til produktionen af 1.600 facadeelementer, der indgår i renoveringen af Rosenhøjparken i Aarhus.

Om et halvt år forventer Connovate at være klar med et koncept for sandwichelementer i højstyrkebeton, og om et år udvides sortimentet med hele bokse.

Både Connovate og Ambercon har Aalborg-entreprenøren Søren Enggaard og hans to sønner, Carsten og Torben, som hovedaktionærer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094