23948sdkhjf

178 millioner ekstra til Københavns veje

Store dele af det københavnske vejnet, inklusiv cykelstier og fortove, er alvorligt nedslidt. Nu skal efterslæbet indhentes – i nært samarbejde med rådgivere og entreprenører.
Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har bevilget 178 millioner kroner til en særlig genopretningspakke, der skal udføres inden udgangen af næste år. Det betyder, at genopretningsbudgettet i 2016 er tre gange så stort som i 2015.

Seks projekter er udvalgt, heriblandt Roskildevej, Frederikssundsvej og Valby Langgade, der alle skal helhedsgenoprettes. Der skal lægges ny støjdæmpende asfalt på vejbanerne, mens cykelstier, afvanding, fortove og signalanlæg skal renoveres.

Vejene er i så dårlig stand, at genopretningen skal ske nu, hvis man skal undgå, at de nuværende skader i asfalten udvikler sig, så vand fra kørebanen kan trænge ned og beskadige den underliggende vejopbygning. Hvis det sker, fordyrer det renoveringen betragteligt.

- Vi har desværre et voldsomt efterslæb på vedligeholdelsen af Københavns vejnet. Det går ud over fremkommelighed og trafiksikkerhed, og det betyder også, at hvis ikke vi handler nu og får indhentet det her efterslæb, så får vi nogle langt mere alvorlige og dyre skader på vores vejnet, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) i en pressemeddelelse.

Rådgivere og entreprenører holdes tæt på processen
Sammen med genopretningspakken har Teknik- og Miljøforvaltningen også fået til opgave at udføre anlægsarbejdet endnu mere effektivt end før, så projekterne kan stå klar inden udgangen af 2016 – uden at det går ud over kvaliteten af arbejdet.

Det kræver en stram koordinering og et tættere samarbejde med rådgivere og entreprenører. Der er derfor afholdt indledende møder med de rådgivere, som er med i forvaltningens rammeaftale med henblik på at afstemme forventninger og holde rådgiverne tæt på processen. Alle parter kommer nemlig til at løbe stærkt for at nå målet om at blive færdige i 2016. I perioder vil eksterne rådgivere flytte ind i forvaltningens lokaler for at gøre forløbet så koncentreret som muligt.

- For entreprenørerne er det vigtigt, at de bliver inddraget tidligt, så de har mulighed for at komme med gode input i forhold til proces, metoder og fremkommelighed for trafikken under arbejdets udførelse. Det giver for alle parter det bedste resultat, hvis signalet om inddragelse og samarbejde fra start til slut er klart både i ord og handling, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører under Dansk Byggeri.

FAKTA: Genopretningspakke for veje

Borgerrepræsentationen har i Budget 2016 bevilget 178 millioner kroner til en særlig genopretningspakke, der skal udføres hen over det kommende år. Pakken indeholder seks konkrete projekter med et stort efterslæb på vedligehold.

Projekterne er:
Helhedsgenopretning af Roskildevej
Helhedsgenopretning af Stubmøllevej
Helhedsgenopretning af Frederikssundsvej
Helhedsgenopretning af Valby Langgade
Genopretning af cykelsti og fortov
Genopretning af brønde og stikledninger

De seks projekter er planlagt til at blive udført fra maj til december 2016.

Alle projekter er koordineret med eksterne ledningsejere og Teknik- og Miljøforvaltningens egne projekter. Det skal sikre, at der ikke ligger andre planlagte gravearbejder på strækningerne de næste år frem, hvilket kunne betyde, at den nye asfalt skal brydes op igen.

Genopretning 2016 er en ekstra indsats i at rette op på det store efterslæb, der er på genopretningen af Københavns Infrastruktur. Den særlige genopretningspakke supplerer Teknik- og Miljøforvaltningens 10-årige genopretningsprogram ”Et løft til vejene”, der blev sat i gang i januar 2013 og løber frem til udgangen af 2022.

I det ti-årige genopretningsprogram er der frem til 2015 bevilget godt 700 mio. kroner, men der er behov for yderligere 1,9 mia. kroner frem til 2022, hvis København skal i mål med genopretningen.

Københavns Kommune har i sommer indgået en samarbejdsaftale med de store ledningsejere og anlægsentreprenørerne. Aftalens formål er at få vejarbejder og gravearbejder bedre koordineret og mere effektivt gennemført, så borgere og pendlere fremover vil opleve færre genedage i trafikken.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079