23948sdkhjf

Jem & Fix overvejer nye pengeskabe efter røveri

Røvere kunne tvinge ansat til åbne pengeskab - det kan ikke lade sig gøre mange andre steder.
Jem & Fix overvejer at øge trygheden for sine medarbejdere efter det dramatiske røveri i kædens forretning på Hjørringvej i Nørresundby ved Aalborg mandag aften.

To røvere kom ind i butikken ved lukketid. Den ene tog halsgreb på en medarbejder, mens én af de andre ansatte blev tvunget til at åbne pengeskabet på et kontor. Begge røvere var bevæbnet med revolvere, som de truede personalet med.

I modsætning til mange andre steder er det muligt for ansatte at åbne pengeskabene hos Jem & Fix.

De fleste andre kæder og butikker har valgt at udskifte gamle pengeskabe med en ny type, hvor hverken ansatte - eller røvere - kan åbne pengeskabene, fordi der en tidslås på pengeskabet. Det betyder, at pengeskabet ikke åbner, før der er gået et stykke tid, og røverne har sjældent tålmodighed til at vente, fordi det indebærer en større risiko for at blive anholdt.

Tidslåse bliver også anbefalet af Det Kriminalpræventive Råd som en metode til at forebygge røveri.

På spørgsmålet om hvorvidt Jem & Fix overvejer at udskifte pengeskabene, siger Claus Petersen, der er direktør for indkøb, salg og marketing hos kæden:

- Det er et godt spørgsmål, og det er noget, vi vil overveje. Vi vurderer hele tiden, hvordan vi kan øge sikkerheden for vores medarbejdere. Og når der sker et røveri som i Nørresundby, skal vi igen overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, siger Claus Petersen.

Han understreger, at der kun er byttepenge i de pengeskabe, som Jem & Fix har stående i de forskellige afdelinger. Han ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge røverne slap af sted med.

I den kommende tid vil der være vagter foran butikken i Nørresundby for at øge trygheden hos medarbejderne.

Umiddelbart efter røveriet trådte kædens beredskab i gang.

- Efter røveriet havde medarbejderne samtaler med en krisepsykolog. Vi gør alt, hvad vi kan for at passe på vores medarbejdere, siger Claus Petersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094