23948sdkhjf

Elektrikerne kører langt efter jobbet

Ansatte i el-faget kører længere end andre faglærte og lønmodtagere generelt, viser ny analyse.
Mange elektrikere kører en del kilometer i firmabilen som led i arbejdet. Men de flytter sig også ganske langt for at komme frem og tilbage mellem hjem og job – længere end de fleste andre faggrupper og væsentligt længere end både faglærte og lønmodtagere generelt.

Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for Dansk El-Forbunds fagblad Elektrikeren. Her fremgår det blandt andet, at gruppen af faglærte, der er uddannet inden for strøm og elektronik, er dem, der med cirka 29 km i gennemsnit pendler længst fra bopæl til arbejdssted. Hertil kommer de 29 kilometer hjem igen.

Det er næsten otte kilometer længere end danske lønmodtagere generelt. Elektrikerne udgør en del af denne gruppe, og for dem er tallet næsten lige så højt. Specifikt for elektrikerne gælder, at de pendler 28 kilometer i gennemsnit.

Det fremgår ikke af analysen, hvordan faggrupperne kommer frem og tilbage – om det foregår i privat bil eller med offentlige transportmidler – men den viser, at det er elektronik- og svagstrøms-uddannede (fagteknikere), der med knap 33 kilometer mellem bopæl og arbejdssted trækker gennemsnittet pænt op.

Ansatte inden for automation og automationsproces kører også langt med 31,8 km i gennemsnit. Grupper inden for strøm og elektronik som ’andre strøm- og elektronikuddannelser’ og ’elektronik og procesoperatører’ har noget kortere til arbejde med henholdsvis 22,6 og 21,2 km.

Og lidt over midten blandt beskæftigede inden for strøm og elektronik ligger altså elektrikerne med 28 km. Det er pænt flere kilometer end ’alle faglærte’, der pendler 21 km, og ’alle lønmodtagere’, der pendler 20,7 km.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109