Beskæftigelseregion Nordjylland, Midtjylland og Syddanmark har netop stoppet for bevillingen af tilskud til voksenlærlinge. Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland har allerede disponeret 425 ud af 475 voksenlærlingepladser. Der er således også udsigt til et snarligt stop i denne region.
Det betyder, at den populære ordning for voksenlærlinge må melde alt udsolgt – for anden gang i år.
- Det er stærkt kritisabelt, at ordningen lukker igen. Denne ”stop-and-go” politik, som regeringen fører på voksenlærlingeområdet, er helt uforståelig for virksomhederne. Dertil kommer, at Beskæftigelsesministeriet undlader aktivt at orientere virksomhederne om, at tilskudsordningen stopper. Det er utroværdigt, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Den måde, voksenlærlingeordningen bliver forvaltet på, gør det ifølge Louise Pihl umuligt for virksomhederne at planlægge en systematisk opkvalificering af branchens ufaglærte.
- Indirekte opfordrer regeringen med sin ”stop-and-go” politik, virksomhederne til, at lave kassetænkning og spekulere i at fyre folk, så de kan komme ind i ordningen som ledige. Det er vanvittigt. Det eneste, det betyder, er administrativt bøvl for arbejdsgivere, lønmodtagere og jobcenter, fastslår Louise Pihl.
Voksenlærlingeordningen er en unik mulighed for at få opkvalificeret ufaglærte. Og ordningens succes vidner om, at alle på arbejdsmarkedet er enige i dette.
- Det er på høje tid, at der bliver fundet en varig løsning på voksenlærlingeordningen. Virksomheder og medarbejdere skal vide, hvilke rammer de kan planlægge ud fra. Hvis kompetenceniveauet i Danmark skal hæves, så må politikerne sikre stabile og gode rammevilkår for det, slutter Louise Pihl.

