23948sdkhjf

Arkitektduo går hvert til sit

Nebel & Olesen Arkitekter bliver en del af Elgaard Architecture, men den ene af de to partnere følger ikke med.
Gennem syv år har Anne Nebel og Karsten Daubjerg Olesen kørt parløb i Nebel & Olesen Arkitekter, men den 1. februar skilles deres veje, når virksomheden overtages en del af Elgaard Architecture.

Karsten Daubjerg Olesen fortsætter således som arkitekt i Slots- og Kulturstyrelsen, mens Anne Nebel indtræder som partner i Elgaard Architecture. Her vil hun udgøre den faglige ledelse sammen med Hans Henrik Høilund, Pernille Mårtensson og Peder Elgaard.

Styrker den faglige profil
Når Elgaard Architecture vælger at overtage Nebel & Olesen Arkitekter skal det ses som en ambition om at opruste inden for bygherrerådgivning samt restaurering, transformation og nybyggeri i historiske miljøer.

Nebel & Olesen Arkitekter har siden sin etablering i 2008 markeret sig stærkt inden for arkitektfaget med betydelige projekter på Fredensborg Slotshave, Nyboder, Frederiksberg Slot, Knud Rasmussens Hus og en række kirker i Nordsjælland.

- Anne Nebels solide erfaring og referencer styrker vores faglige profil markant, så vi fremover står endnu stærkere som bygherrerådgivere og i vores arbejde med arkitekturprojekter inden for restaurering, transformation og nybyggeri i historiske miljøer, udtaler Peder Elgaard, grundlægger og direktør hos Elgaard Architecture.

Med købet overtages Nebel & Olesen Arkitekters forpligtelser og kundeportefølje. De kunder, der ønsker det, flytter således med Anne Nebel til Elgaard Architecture.

Pionérånd på et højere plan
Det er den daglige sparring og et udviklende fagligt miljø, der er Anne Nebels største motivation for at træde ind i Elgaard Architecture.

Om sine grundlæggende tanker bag skiftet forklarer hun, at de to tegnestuer strategisk og fagligt ligner og supplerer hinanden med faglig indsigt og kvalifikationer. Beslutningen om at indtræde i Elgaard Architecture er et ønske om at være en del af en større faglig enhed:

- Jeg oplever den samme pionérånd og begejstring, som da Karsten og jeg selv startede. Nu bare på et højere plan, hvor jeg tror på, at vi med forenede kræfter kan markere tegnestuen i toppen af feltet inden for restaurering. Det vil styrke vores arbejde med projekterne og også være en fordel for vores kunder og bygherrer, siger Anne Nebel og tilføjer, at de ved at gå sammen kan byde ind på endnu større opgaver.

Om Elgaard Architecture
Elgaard Architecture arbejder hovedsagligt med restaurering og transformation af historiske bygninger og anlæg. Deres rådgivningsydelser omfatter både bygherrerådgivning, klassisk design, projektering og udførelse af arkitektur.

Aktuelt har tegnestuen blandt andet vundet en konkurrence om Frederiksberg Kirkes indvendige istandsættelse og restaurering, og man er i Abu Dhabi i gang med transformation og restaurering af en kulturbygning.

Elgaard Architecture er etableret i 2012 og ejes af Pernille Mårtensson og Peder Elgaard. Siden etableringen er opgaverne inden for virksomhedens fagområde vokset stødt, og med Anne Nebel tæller tegnestuen nu 10 medarbejdere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095