
C.C. Contractor er ikke gået på kompromis med evnen til at tjene penge, selv om Herning-entreprenørens omsætning er steget mærkbart i løbet af de sidste fem år. Regnskabsåret 2014/15 bød på det største overskud siden 2008/09, mens omsætningen lige nøjagtig rundede 700 mio. kr.
- Vi synes selv, det er et fint og fornuftigt regnskab, og vi er glade for, at vi ligger stabilt i forhold til de forventninger, vi havde på forhånd, siger adm. direktør Jørn From til Licitationen – Byggeriets Dagblad med et vist niveau af midtjysk beskedenhed i stemmen.
Omsætningen er steget med 156 procent på bare fem år, mens driftsresultatet er vokset med 228 procent i samme periode. Det betyder, at C.C. Contractor har øget overskudsgraden fra 4,3 procent i 2010/11 til 5,6 procent i det regnskabsår, der blev afsluttet med udgangen af september sidste år.
C.C. Contractor-direktøren afviser, at virksomheden skulle have en særlig formel for vækst liggende. Han peger i stedet på nogle lidt mere klassiske dyder som årsag til fremgangen.
