Kreditorerne til det konkursramte Holmsø Huset er frustrerede. For mens man kæmper med at få sine tilgodehavender, så lever Holmsø Huset videre i det nystiftede Han Herred Byg Aps. Virksomheden har overtaget logo, hjemmeside, projekter – det eneste, man ikke har taget med over i det nye selskab, er den 800 mio. kr. store gæld.
Den tidligere adm. direktør i Holmsø Huset, Anders Jørgen Sønderstrup, er nu projektdirektør i Han Herred Byg, der udadtil imidlertid tegnes af kommerciel direktør, ingeniør Lars Christiansen, der afviser overfor Morgenavisen Jyllandsposten, at Han Herred Byg reelt er en videreførelse af Holmsø Huset.
- Det er et nyt selskab, men du skal tale med Anders Jørgen Sønderstrup, siger Lars Christiansen, der kan oplyse, at det går udmærket for det nye selskab, der ifølge ham har købt rettighederne til typehusene af Holmsø Huset.
Malermester Jan Bodin i Aabybro, der har tabt 200.000 kr. på konkursen, mener ikke, at der er tale om et nyt selskab.
- Der er slet ingen tvivl om, at det bare er Holmsø Huset, der kører videre. Logoet er det samme, i begyndelsen var e-mail-adressen den samme. Byggelederne er de samme, og referencerne er de samme, selv om de går 10 år tilbage. Selv firmabilerne er de samme, siger Jan Bodin til Jyllandsposten.