
Flex Modul satte indtjeningsrekord i regnskabsåret 2015, som bød på et resultat efter skat på 9,3 mio. kr. Det er mere end dobbelt op fra 2014 og giver Vinderup-virksomheden en afkastningsgrad på 40 procent.
- Det er vi selvfølgelig glade for og stolte over. Det er resultatet af en proces, vi satte i gang med de ændrede ejerstrukturer i 2011, hvor vi lagde en plan for, hvor vi gerne ville hen, siger adm. direktør Dan Sand Jensen til Licitationen – Byggeriets Dagblad.
Den vestjyske modulbygger offentliggør ikke omsætningstal i årsrapporten, men ifølge Dan Sand Jensen steg aktiviteten med omkring 40 procent fra 2014 til 2015.
- En større omsætning har ikke været et mål i sig selv, men vi ville gerne vokse for at kunne nå nogle større sager. Vi vil gerne have et par tunge sager inde hvert år, så vores mix af opgaver bliver lidt anderledes. Det skal dog ikke forstås sådan, at vi tager større chancer nu, for vi er stadig meget selektive i forhold til de opgaver, vi går ind i.