Tidligere indehaver og projektchef Torben Olsen har indtil nu afvist alle forlydender om økonomiske problemer for byggevirksomheden Vejlsø Gruppen. Nu må han kaste håndklædet i ringen og erkende, at det kniber med likviditeten. Derfor er virksomheden gået i betalingsstandsning.
Desværre får betalingsstandsningen fatale konsekvenser for mange andre virksomheder.
Det gælder bl.a. bygge- og rådgivningsfrimaet MHS i Harlev, hvor ejer Michael Schriver siger til avisen:
- Jeg har selv måttet standse betalingerne og ser ingen fremtid for mit firma. Vejlsø Gruppen skylder mig knap fire mio. kr., og uden dem kan jeg ikke fortsætte.
Også murermester Hans Henning Iversen Rasmussen, Randers, berøres af Vejlsø Gruppens betalingsstandsning. Han har ca. halvanden million kroner til gode, som han ikke regner med at se igen. Ifølge Randers Amts Avis kan han lige holde skruen i vandet, men er træt af at have arbejdet gratis i 2 år.
