Elfirmaet H. Helbo Hansen vil etablere sig som installatør for hele Sjælland og åbner nu en afdeling i Næstved.
Det sker efter, at kædevirksomheden i år har ansat ejerne af to lokale aktører, Byggekontakten ApS og Christoffer Steffen Hansen med el-firma af samme navn.
H. Helbo Hansen startede i Taastrup i 1905 og har i tidernes løb bredt sig til en stribe af sjællandske byer. Med Næstved kommer firmaet et skridt tættere på at dække hele øen
med lokale afdelinger.
- Nu mangler vi én eller måske to ekstra afdelinger. Vi mangler at dække det østlige Sjælland med en afdeling på Køge-egnen, og vi kunne også godt se os ligge i Hillerød med en afdeling på den lange bane, siger Lars Holmgaard, som er afdelingschef for El & Teknik i virksomheden.
