Lene Tranberg, Gerard Reinmuth og Pritzker Pris-modtager Raphael Moneo vil være blandt oplægsholderne, når Aalborg Universitet og Utzon Center den 4. september afholder det andet internationale Utzon Symposium.
Symposiet kommer til at handle om, hvordan man skal bygge videre på arven fra Utzon. De deltagende arkitekter har alle været inspirerede af Utzons arbejde og har anvendt hans metoder og teknikker i deres eget arbejde.
Ifølge koordinator Christina Elmer er den internationale kaliber hos oplægsholderne med til at understrege Jørn Utzons voksende betydning som én af de mest originale og inspirerende moderne arkitekter i vores tid.
Arrangørerne håber, at arrangementet ikke blot vil være kilde til information og inspiration for arkitektstuderende og professionelle ligesindede, men at det også vil være medvirkende til at udvikle en bredere anerkendelse af vigtigheden af god arkitektur.
