Erhvervslivet investerer stort i nye varebiler
Der sælges rigtig mange nye biler og virksomhederne lægger for. Antallet af nyregistrerede varebiler og lastbiler steg med næsten 25 pct. i maj i forhold til året før
Der blev indregistreret 19.100 nye personbiler i maj, hvoraf de næste 11.000 kunne tilskrives husholdningernes køb, mens erhvervslivet tog sig af resten.
Erhvervslivet investerer stort
- Antallet af nyregistrerede varebiler og lastbiler steg med næsten 25% i maj i forhold til året inden. Og over de seneste 12 måneder er fremgangen på 14%. Det er både varebiler og lastbiler, som der bliver solgt flere af, hvilket er en god indikator for situationen i erhvervslivet og ikke mindst i håndværksfagene, som nyder godt af de stigende boligpriser, lyder det fra Helge J. Pedersen, cheføkonom i Nordea markets.
- Det betyder, at der igen er sat rekord for salget af biler over et løbende år. Over de seneste 12 måneder er der rullet hele 216.800 nye biler ud på de danske veje, og alene i maj blev der registreret 24 pct. flere biler end i samme måned sidste år, forklarer han.
Leasing er in
Det er blevet meget populært at lease biler. Således var 43% af de nyregistrerede biler leasede og det er også private, der leaser nu. Privatleasing udgjorde således næsten 30% af alle leasede biler i maj. Der er en tendens til, at det især er de større biler, som leases og bølgen, hvor danskerne erstattede den store benzinslugende bil med de små city-biler synes at være noget på retræte.
- Bilsalget er normalt en god indikator for den overordnede udvikling i dansk økonomi. På baggrund af dagens tal er det svært at tale om krisestemning blandt husholdninger og virksomheder, mener Helge J. Pedersen.