23948sdkhjf

To teams i spil til Den ny Maltfabrik

Ebeltofts ambitiøse kulturbyggeri bevæger sig ind i fase to af projektkonkurrencen.
I vinter igangsatte partnerskabet bag Den ny Maltfabrik en arkitektkonkurrence med henblik på at omdanne Maltfabrikkens industribygninger og det omkransende kulturmiljø til et levende mødested.

Efter konkurrencens første fase har dommerkomitéen vurderet, at særligt to forslag rummer de elementer, der skal arbejdes videre med i konkurrencens anden fase for at indfri ambitionen.

De to teams er:
Praksis Arkitekter i samarbejde med Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Midtconsult, billedkunstneren Morten Skovmand og VMB Arkitekter.

Schmidt Hammer Lassen Architects i samarbejde med Vogt Landschaftsarchitekten, Thøgersen & Stouby, Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma og Riis Akustik.

Konkurrenceforslag af høj kvalitet
Spørger man direktør for Fonden Den ny Maltfabrik, Kristian Krog, har arkitektkonkurrencen allerede i fase et været med til at svare på spørgsmål, som ingen havde fantasi til at stille:

- Det fantastiske ved at lade andre kaste nye øjne på ens hjertebarn er ikke blot, at vi som opdragsgivere får vores drømme opfyldt. Arkitekter har nemlig en tendens til at vende spørgsmålene på hovedet og se muligheder, der hvor vores fantasi slipper op, siger han.

I dette tilfælde har især placeringen af de nye kvadratmeter, der skal tilføjes den gamle fabriksbygning, været en øjenåbner.

- Vi gik og troede, at en konservativ placering af et nyt byggeri var det eneste rigtige, men arkitekterne var modige, og resultaterne går lige i hjertet på os alle, fortæller Kristian Krog.

To meget forskellige bud
De to vindere af første fase i arkitektkonkurrencen har meget forskellige bud på den fremtidige arkitektur.

Praksis Arkitekters forslag imponerede bedømmelseskomitéen ved at lade Maltfabrikkens karakteristiske røde knopskydninger fortsætte i den nye arkitektur. Udtalelser som ” dette forslag søger at styrke Maltfabrikkens oprindelige volumen og særegne udtryk, der har en meget stærk ikon-karakter ” viser hvordan forslaget skaber en homogen og samlende bygningsmasse, der i stueplan åbner sig op mod de omkringliggende gårdrum. Forslaget fik også ros for at have forstået projektets komplicerede mix af brugere og aktiviteter og lade funktionerne forbinde ude og inde på en overbevisende og indlevet måde.

Schmidt Hammer Lassens forslag vandt ligeledes stor begejstring ved bedømmelseskomitéen i forhold til at skabe balance mellem det oprindelige rå fabriksudtryk og den nye arkitektur. Forslaget lader den eksisterende fabriksbygning stå i sit oprindelige udtryk og tilføjer en række pavilloner af varierende størrelse som indpasser sig i kulturmiljøet. Forslaget blev beskrevet som meget gennemarbejdet og velkomponeret. Det udmærker sig ved evnen til at videreføre stedets råhed – det formår at videregive den følelse af ’mulighedernes land’ som anlægget besidder i dag, også efter den gennemgribende transformation.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157