Manglen på arbejdskraft er ved at blive en væksthæmmende faktor hos landets største teknikentreprenører. Det siger flere direktører fra branchen, og de bekræfter dermed de seneste tal fra TEKNIQ. Ifølge brancheorganisationen måtte 17 procent af medlemsvirksomhederne sige nej til ordrer i april som følge af mangel på arbejdskraft.
- Vi oplever en stadig stigende aktivitet, og vi beskæftiger vel hen ved 200 mand mere nu, end vi gjorde på samme tid sidste år. Det begynder at blive vanskeligt at rekruttere nye medarbejdere, og det skal man selvfølgelig tage hensyn til, når man byder ind på entrepriser. Men vi lever også i en verden, hvor tingene kan ændre sig. Et byggeri kan blive udskudt i seks måneder, og så falder det pludselig sammen med to andre, store opgaver. Den slags er det nærmest umuligt at planlægge sig ud af, siger Bjørn H. Krarup, adm. direktør i Wicotec-Kirkebjerg.
Rekrutterer flere udlændinge
Problemet bliver ikke mindre af, at branchen helt overordnet – og blandt de store teknikentreprenører specifikt – forventer yderligere vækst i de kommende år.
-Vi forventer en lidt højere omsætning i år. Til gengæld regner vi ikke med at nå helt den samme indtjening, og det har noget at gøre med, at det er vanskeligt at skaffe medarbejdere med et øget lønpres til følge. Hvis vi ikke gør tingene anderledes, kan det godt gå hen og blive et problem. Derfor er vi også begyndt at rekruttere udlændinge, siger Bjørn H. Krarup fra Wicotec-Kirkebjerg.