Flere vil være vvs'er
Antallet af indgåede uddannelsesaftaler - og dermed lærepladser - er steget markant i vvs-branchen.
"Det er fantastisk positivt, at de danske vvs-virksomheder på den måde bakker op om opgaven med at uddanne flere vvs’ere og tager udfordringen alvorligt", vurderer underdirektør Tina Voldby fra brancheorganisationen Tekniq, der repræsenterer installationsbranchen.
Tekniq har netop søsat en kampagne, der skal få flere unge til at søge ind på vvs-energiuddannelsen. Her vil de flere lærepladser ifølge Tina Voldby også være et vigtigt argument.
"Der er ingen tvivl om, at det øgede antal uddannelsesaftaler er et stærkt signal om, at man på vvs-energiuddannelsen har endog rigtig gode muligheder for at styrke sine færdigheder i praksis ude i virksomhederne. Samtidig er det en uddannelse, der åbner en lang række forskellige potentielle karriereveje for de unge, der har både hoved og hænder skruet rigtigt på", fastslår hun.
" Vi får brug for markant flere faglærte inden for netop dette område de kommende år. Derfor er det vigtigt, at vi også fremadrettet arbejder på, at endnu flere dygtige unge vælger denne vej".