23948sdkhjf

White bag 115 boliger i Allerød

11.000 kvadratmeter nybyggeri skal opføres i tæt samspil med naturen.
White Arkitekters københavnske kontor har i samarbejde med Oluf Jørgensen vundet konkurrencen om at skabe 115 almene boliger i Allerød nord for København.

Nær Teglskoven og Allerød Sø vil et nyt boligområde invitere naturen helt ind mellem – og endda inden for i bygningerne – og opløse konventionelle grænser mellem privat og offentligt rum.

- Man har her ramt noget, der er vildt fantastisk. Sådan vil vi gerne tænke udbygning i Allerød, siger borgmester Jørgen Johansen om det kommende boligbyggeri i Allerøds Teglværkskvarter, der har Lejerbo som bygherre.

Whites forslag ”Ved Skoven” visualiserer et grønt og frodigt boligområde, hvor naturen fra skoven kryber ind mellem og blander sig med boligerne.

- Der har længe været et uheldigt stigma forbundet med almene boliger. De er grå, statiske, generiske og sammensat af kæmpe bygninger omgivet af parkering, tomme græsplæner og asfalt. For os var det enormt vigtigt, at gøre op med dette stigma. For at gøre dette har vi taget afsæt i de naturkvaliteter som området byder på. Skovens natur er dynamisk, indbydende og identitetsfuld – præcis som vi ønsker, at vores boligområder skal være det, fortæller kreativ direktør Morten Vedelsbøl

Whites projekt bygger således snarere med end imod det naturlige landskab. Bebyggelsen, som vil bestå af 115 boliger i varierende størrelser samlet i rækkehuse, vil bugte sig igennem det kuperede landskab. Mellem bygningerne anlægges varieret natur inspireret af områdets skov. Espaliers vil tillade naturen at kravle op ad bygningerne, der bliver beklædt med bæredygtigt træ fra inderst til yderst.

Visionen er at give beboerne sanselige oplevelser, selv når de kiggede gennem deres vinduer, men samtidigt er håbet, at naturen og arkitekturen skal lokke dem udenfor og derigennem skabe grundlag for møder, engagement og ejerskabsfølelse.

- Et bo i almene boliger har i lang tid betydet, at man bor i store enheder omkring grønne plæner og ofte lige ud til parkeringspladser. Overgangene mellem huse og fællesarealer har været enormt bratte og har afskrækket folk fra at indtage fællesområderne. Dette har desværre negative konsekvenser for beboernes engagement og følelse af ejerskab, og det bevirker, at området virker tomt. Derfor har vi meget bevidst arbejdet med at skabe en mere gradvis overgang til det offentlige rum, forklarer Morten Vedelsbøl.

Hver bolig får en terrasse i stueplan, som er afskærmet til siderne for at skabe et privat rum udendørs og få folk til at trække stole og borde ud. Men der er ingen hegn og naturen blander sig med husene, så grænserne til fællesarealerne er blødere end kendt fra private rækkehuse.

Boligerne vil variere i størrelse fra 62 til 110 kvadratmeter. De første forventes klar til indflytning i foråret 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109