23948sdkhjf

Ny GDV-ordning skuffer

Der er taget mere hensyn til producenterne end til forbrugerne i den nye ordning for byggevarer i kontakt med drikkevand, mener flere organisationer.
Den nye godkendelsesordning for byggevarer i kontakt med drikkevand (GDV), der trådte i kraft 1. juli i år, er som udgangspunkt positiv, men der er en alvorlig mangel.

Sådan lyder kritikken fra flere brancheorganisationer af den nye bekendtgørelse, som eksempelvis vandhaner og armaturer er underlagt.

GDV-ordningen har gennem en årrække vist sig at være administrativt tung, og i mange tilfælde har det været vanskeligt for virksomhederne at få godkendt deres byggevarer. Derfor valgte transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) i forsommeren at lave reglerne om.

De nye regler giver blandt andet mulighed for, at producenter, importører og forhandlere kan markedsføre og sælge produkter, som har et tysk, hollandsk eller svensk certifikat, der dokumenterer produktets sundhedsmæssige egenskaber. Certifikaterne kan således anvendes som alternativ til den danske godkendelsesordning.

Samtidig moderniseres den danske GDV-ordning, så visse udenlandske certifikater også kan bruges ved ansøgning om GDV-godkendelse, og samtidig udvides GDV-godkendelsens gyldighed fra tre til fem år. Endelig bliver dråbemærket, som benyttes på GDV-godkendte byggevarer, frivilligt at anvende for nye GDV-godkendelser.

Hensyn til producenterne
Selv om den nye bekendtgørelse går i den retning, som organisationen Arbejdsgiverne længe har ønsket, er den ikke et bæger uden malurt, mener branchekonsulent for energiområdet, Carsten Essler Helmer:

- Set med installatørernes og forbrugernes briller er det på den ene side meget positivt, at man i den nye bekendtgørelse fastholder kravet om, at byggevarer i kontakt med drikkevand fortsat skal være godkendt. På den anden side er det meget beklageligt, at dråbemærket, der hidtil har været obligatorisk at benytte på GDV-godkendte byggevarer, fremover bliver frivilligt. Dermed er der taget større hensyn til producenterne end til forbrugernes sundhed. For at sikre drikkevandskvaliteten i Danmark opfordrer vi grossister, producenter, installatører og forbrugere til kun at benytte dråbemærkede produkter, siger han.

Obligatorisk krav
Også brancheforeningen Tekniq havde gerne set, at dråbemærket, der hidtil har været obligatorisk at benytte på GDV-godkendte byggevarer, var forblevet obligatorisk:

- Vi glæder os over, at der er fundet en hurtig løsning, og at man har imødekommet ønsket fra blandt andre Tekniq om at fastholde mærkning af godkendte byggevarer. Vi havde dog gerne set, at mærkningskravet var forblevet et obligatorisk krav, så forbrugere og aktører ad den vej kunne vide sig sikre på, at det konkrete produkt er godkendt, siger underdirektør Simon O. Rasmussen.

Fra Tekniqs side er anbefalingen til installatørerne derfor at benytte mærkede produkter. På den måde kan de lettest sikre sig, at produktet er godkendt.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.312