Materieludlejer udvikler sit eget logistikprogram
Ajos vinder flere opgaver som byggepladsentreprenør. Nu vil virksomheden løse udfordringen med de mange transporter til og fra byggepladsen bedre
2
Billeder

På en stor byggeplads som Rigshospitalet skal der monteres mange tavler for at sikre strømmen til alle udførende håndværkere. I baggrunden ses indgangen til kantinen, som Ajos har opført, så den kan rumme cirka 120 samtidige gæster. (PR-foto)
Der bliver stadig oftere udbudt entrepriser som byggepladsentreprenør. På de store byggepladser kan en skarp koordinering være forudsætning for, at arbejdet skrider fremad som planlagt, og selv på mindre pladser kan en byggepladsentreprise være vigtig for at koordinere samarbejdet og eksempelvis have fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø.
For at løse de mange logistikopgaver, der findes på en byggeplads, har Ajos udviklet et webbaseret logistikprogram, SmartBYG, der blandt andet kan løse udfordringen med de mange transporter til og fra byggepladsen. Programmet kan også bruges til at booke oplagspladser, materiel, mødelokaler og alt andet, som byggeledelsen finder relevant at booke eller afrapportere på en byggeplads.
Snæver plads
En af Ajos’ store byggepladsentrepriser på det seneste er byggeriet af nordfløjen på Rigshospitalet.
”Der tager vi os eksempelvis af koordineringen af indgående materialer. Der er meget snæver plads på byggepladsvejene, og nogle dage kommer der op til 40-50 lastbiler for at levere materialer. Der er tre porte, og det kører så skarpt, at hvis en lastvogn ikke har en aftale om ankomst, må den køre igen”, fortæller entreprisechef Lars Muldbak i en pressemeddelelse.
Sikkerhed er vigtig faktor
Ajos har fortrinsvis haft byggepladsentrepriser på større byggepladser, men Lars Muldbak understreger, at også byggepladser med 30-40 håndværkere kan have gavn af en byggepladsentreprenør.
”Med den software, vi har udviklet til at styre byggepladser, behøver pladserne ikke at være specielt store, og vi kan godt håndtere opgaven, selv om vi måske kun er til stede på pladsen et par gange om ugen”, udtaler Lars Muldbak.
brahe