Efter flere år med stigende aktivitet på Sjælland tager Hørning-virksomheden ABM-Gulve nu skridtet fuldt ud og etablerer ny afdeling med lager og kontor i Hedehusene.
- Etableringen i Hedehusene sker af flere årsager. ABM Gulve kommer tættere på de nuværende østdanske kunder og får et fast udgangspunkt for salgsarbejdet i denne del af landet, siger entreprisechef Visti Nørgård, der får det overordnede ansvar for den nye afdeling.
Han forklarer videre, at den nye afdeling letter logistikken væsentligt for firmaet i forbindelse med den stigende mængde af opgaver på Sjælland.
ABM Gulve er etableret i 1990 i Hørning og beskæftiger 20 medarbejdere. Virksomheden er specialiseret inden for flydegulve og har senest udviklet et såkaldt termogulv, der blandt andet anvendes som isolering af gulve og etageadskillelser.