Affaldshåndtering er for eksperter
Det skriver chefredaktør Klaus Tøttrup på lederplads i Licitationen-Byggeriets Dagblad
Han fremnhæver, at Dansk Byggeri har øget fokus på forsvarlig og korrekt håndtering af miljøfarligt byggeaffald. Dansk Byggeri peger på, at der generelt er brug for et vidensløft i dele af branchen. Den proces hjælper organisationen godt på vej med det nye Videnscenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald.
"Og der er hårdt brug for et vidensløft i branchen. Samtidig er der brug for, at de virksomheder, der ikke overholder reglerne, straffes hårdt og kontant", skriver Licitationen-Byggeriets Dagblad.
"Det generelle vidensløft om miljøfarligt byggeaffald bør i øvrigt også gælde de ”blå mænd” ude på de mange i øvrigt velorganiserede genbrugspladser. Det sker desværre alt for ofte, at travle håndværkere – bevidst eller ubevidst – smider en sæk miljøfarligt affald ned i småt brændbart-containeren.
Det sker også, at en vognmand eller to i ny og næ kommer af med et læs jord eller et læs brokker på ureglementeret vis. Ofte tilskyndet af at det er forbundet med udgifter at holde sig til reglerne.
Øget fokus på korrekt håndtering af miljøfarligt byggeaffald handler derfor måske også om moral og om de rammevilkår, som entreprenørerne er underlagt. Er de tidssvarende, og er de til at handle efter?", spørger chefredaktør Klaus Tøttrup på lederplads i Licitationen-Byggeriets Dagblad.